Hudson River, 500 km lang flod i delstaten New York, USA, fra Adirondackbjergene i nord til New York City i syd. Ved kanaler blev den i begyndelsen af 1800-t. forbundet med Eriesøen i vest og via Lake Champlain med St. Lawrencefloden i nord, hvilket gjorde den til datidens vigtigste transportvej i det amerikanske industribælte. På de nederste ca. 250 km, fra byerne Troy og Albany til Atlanterhavet, kan den besejles af oceangående skibe. Siden 1966, da man oprettede Hudson River Valley Commission, har myndighederne gjort en indsats for at bevare floddalens historiske, rekreative og naturmæssige værdier. Se også Eriekanalen.