Rockefeller Center, bygningskompleks på Manhattan i New York City, opført 1929-40 af tre tegnestuer under ledelse af arkitekten Raymond Hood (1881-1934). Med sin integration af forretninger, kontorer og kulturelle aktiviteter har Rockefeller Center siden færdiggørelsen stået som model for byfornyelsesprojekter overalt i verden. Efter udvidelse 1957-73 består komplekset af 19 underjordisk forbundne bygninger, heriblandt den 70 etager høje General Electric Building og biografteatret Radio City Music Hall.