Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Charleston (South Carolina)

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Charleston (South Carolina), havneby i South Carolina, USA; 120.100 indb., heraf 45% sorte (2010). Byens ældste kvarter er rigt på museer og velbevarede bygninger fra tiden op til Borgerkrigen og tiltrækker mange turister. Charleston er også hjemsted for en flådebase og militærakademiet The Citadel.

Charleston blev anlagt i 1670 og udviklede sig hurtigt til en vigtig havneby. Den var indtil 1790 South Carolinas hovedstad og et af centrene for slavehandelen i Nordamerika; i 1800-t. var byen centrum for Sydstaternes løsrivelsesbevægelser. Den Amerikanske Borgerkrig startede i april 1861 med beskydningen af Unionens garnison Fort Sumter i Charleston. Fortet er i dag et nationalmonument. Fra 1863 blev byen belejret og udsat for kraftig artilleribeskydning, men sydstatshæren holdt stand i byen indtil februar 1865. I 1886 blev Charleston ramt af et for den amerikanske østkyst kraftigt jordskælv, ligesom den flere gange er blevet hærget af orkaner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Charleston (South Carolina) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=232088