Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hollywood

Oprindelig forfatter NBar Seneste forfatter Redaktionen

Hollywood, nordvestlig bydel i Los Angeles, Californien, USA; 210.800 indb. (2000). Hollywood har opnået mytologisk status som filmbranchens internationale centrum (se film - branchen).

Filmfolk fra østkysten begyndte i 1911 at bygge studier i området, lokket til af solskinnet og de varierede landskaber. Hollywood havde sin storhedstid i 1930'erne og 1940'erne, men allerede i 1920'erne begyndte filmstjernerne at flytte til nabolaget Beverly Hills og siden endnu længere væk.

I dag er Hollywood en falmet turistattraktion præget af mange kontorbygninger, bilisme, forurening, kriminalitet og nostalgi. De fleste store amerikanske filmselskaber har haft studier i Hollywood, men i dag har kun Paramount Pictures et studie på stedet.

Annonce

To parallelle hovedgader løber fra øst til vest gennem bydelen: Hollywood Boulevard med premierebiografen Grauman's Chinese Theatre, hvor underholdningsindustriens berømtheder siden 1927 har sat deres mærker i cement i fortovet, Kodak Theatre, som bl.a. huser det årlige Oscar-show, og strækningen Walk of Fame med stjerneformede navneplader i fortovet samt Sunset Boulevard, hvis vestlige del med mange reklameskilte og natklubber kaldes Sunset Strip. Mod nord ligger friluftsscenen Hollywood Bowl og der over højdedraget Mount Lee, hvor HOLLYWOOD står skrevet i 15 m høje metalbogstaver.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nicolas Barbano: Hollywood i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92480