Faktaboks

Andreas Hofer
Født
1767
Død
1810

Andreas Hofer, 1767-1810, tyrolsk frihedshelt. Andreas Hofer, der oprindelig var krovært, blev i 1797 udnævnt til kaptajn i den tyrolske folkestorm.

Han ledede forberedelserne til en opstand, efter at Frankrig i 1805 havde overladt Tyrol til Bayern. I 1809 forhandlede han hemmeligt i Wien om en østrigsk støttet opstand, og samme år vandt han de første militære sejre over bayrerne.

Bayern trak sig ud af Tyrol efter Slaget ved Iselbjerget ved Innsbruck i maj, men snart måtte Østrig atter opgive området; en ny sejr ved Iselbjerget i august var Hofers største triumf, men alligevel opgav Østrig Tyrol ved Freden i Schönbrunn i oktober.

Andreas Hofer fortsatte kampen, men blev fanget af franskmændene og på Napoleons ordre skudt efter en standret i Mantova. Hofer har siden stået som sindbilledet på tyrolsk og østrigsk hjemstavnskærlighed og frihedsvilje. Den folkelige vise "Zu Mantua in Banden ..." priser ham.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig