Tyskland. Opførelsen af Berlinmuren i august 1961 førte til en stabilisering af den indre situation i DDR, og det socialistiske styre konsolideredes. På dette fotografi fra 1964 ses en kvinde med sine børn, der passerer nogle af de store fotostater, der som led i styrets propaganda var sat op overalt i Østberlin for at fortælle om socialismen og dens fremskridt. På fotostaten ses bl.a. DDR's leder, Walter Ulbricht.

.

Berlin. Karl-Marx-Allee. Facadedetalje. Pragtgadens bygninger, der blev opført i 1950'erne, skulle udsende signaler om socialismens arbejderpaladser. Bygningerne havde omkring 13 etager og var skabt i senklassicistisk stil à la Moskva. Foto fra 2011.

.

Walter Ulbricht, fotograferet på 20-års-dagen for oprettelsen af DDR som stat, den 7. oktober 1969.

.

Tyskland. Om aftenen den 9. november 1989 lod de østtyske grænsevagter Berlinmuren åbne, og det blev begyndelsen til enden på et selvstændigt DDR. I dagene derefter blev der åbnet nye grænseovergange for de mange, der ønskede at besøge Vestberlin, som her i nærheden af Potsdamer Platz, hvor vestberlinere den 11. november kunne se østtyske grænsevagter nedbryde en sektion af muren for at åbne et nyt overgangssted mellem Øst- og Vestberlin.

.

Tyskland. En del af nationalsocialismens selvforståelse kom til udtryk ved indoptagelsen af førkristne symboler; fotografiet fra propagandaopvisningen i Nürnberg i 1933 viser en parade med det karakteristiske hagekors, dels på bannere, dels i kombination med ørnestandarden, et felttegn benyttet af den romerske hær i antikken.

.

Tyskland. Tidligt om morgenen den 1. september 1939 erklærede Hitler i en radiotale, at Tyskland som svar på polske provokationer var gået til angreb på Polen. Her ses tyske soldater, der er i gang med at fjerne en grænsebom ved grænsen mellem Tyskland og Polen.

.

Tyskland. Tyske studenter fremfører den nazistiske Hitlerhilsen under en offentlig manifestation i forbindelse med en kampuge for Jugend für den deutschen Sozialismus i december 1939.

.

Tyskland. Fra februar 1942 intensiverede allierede bombefly luftkrigen mod Tyskland. Kampagnen blev rettet mod Tysklands industricentre og kommunikationslinjer og især storbyer som Berlin, Hamburg og Köln. Sidst i juli 1943 blev Hamburg udsat for et britisk-amerikansk storangreb, der satte betydelige dele af byen i brand, dræbte omkring 30.000 mennesker og ødelagde ca. 14 mio. boliger. Dette fotografi viser et område af Hamburg, som det tog sig ud i 1945.

.

Tyskland. Værelset i bunkeren under Rigskancelliet i Berlin, hvor Adolf Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun den 30. april 1945. Amerikansk foto fra juli 1945.

.

Tyskland efter 2. Verdenskrig.

.

Tyskland. Foto taget 14 dage efter Murens fald; allerede natten efter faldet blev denne vej bygget mellem de to lande fra øst til vest.

.

Tyskland. Udstilling ved Berlinmuren, 2005.

.

Tyskland. Berlinmurens fald, november 1989.

.

Angela Merkel, den 6. september 2009. Ved Bundesdagsvalget i Düsseldorf.

.

Tyskland. Under russernes blokade af Berlin i 1948-1949 blev befolkningen i Vestberlin forsynet ad luftvejen. En luftbro med undertiden over 1000 flyvninger i døgnet bragte forsyningerne frem til de tre lufthavne Gatow, Tegel og Tempelhof. Her ses amerikanske transportfly, hvis last af levnedsmidler er ved at blive losset over på ventende lastbiler for derefter at skulle køres ud til fordelingsstederne. I næsten 11 måneder holdt luftbroen liv i Berlin.

.

Krystalnatten. Brændende synagoge i Berlin.

.

Slaget ved Stalingrad. Tilfangetagne tyske soldater ved Stalingrad, januar 1943.

.

Tyskland. Fra 1948-1949 fik også Forbundsrepublikken og Vestberlin støtte fra den amerikanske Marshallplan. Det var samtidig et udtryk for, at Vesttyskland var på vej til at komme med i det begyndende amerikansk-vesteuropæiske samarbejde. Overalt hvor byggeri og offentlige anlæg blev støttet af Marshallplanen, blev der med plakater som denne fra 1950 gjort opmærksom på, at fremskridtet skyldtes det amerikanske hjælpeprogram.

.

Tyskland. I 1946 begyndte fremstillingen af Volkswagen 'folkevogn' med kælenavnet Käfer 'bille'. Det skete på fabrikken i Wolfsburg, der var blevet bygget i 1938 og indviet af Hitler. Folkevognen blev et populært og vigtigt symbol på det nye Tyskland og dets økonomiske Wirtschaftswunder, og i december 1961 rullede folkevogn nr. 5 mio. af samlebåndet i Wolfsburg.

.

Rote Armee Fraktion. RAF's aktioner foranledigede den største menneskejagt i Vesttysklands historie. Bl.a. blev efterlysningsplakater som denne fra 1972, der tilbyder 100.000 D-mark i dusør for oplysninger, der kan føre til pågribelse af de eftersøgte anarkistiske voldsforbrydere, ophængt på offentlige steder. På plakaten er der billeder af RAF's førstegeneration, Baader-Meinhof-gruppen.

.

Helmut Kohl overhalede i 1996 Konrad Adenauer som den længstsiddende tyske forbundskansler. Han har i sin lange regeringstid markeret sig som en varm fortaler for europæisk enhed og har især efter Tysklands genforening i 1990 arbejdet for et uddybet og udvidet EU. Kohl er her fotograferet ved en pressekonference under EU-topmødet i København i juni 1993.

.

Tyskland under nazismen

Nazisterne havde nu fået regeringsansvaret, og i de næste fem måneder udnyttede de behændigt de muligheder, der opstod, til i en kombination af statslige indgreb og revolutionær SA-terror at sikre sig hele magten og frigøre sig fra al politisk og retlig kontrol.

Den 27. februar brændte Rigsdagen (se Rigsdagsbranden), og som reaktion herpå gennemførtes en forordning, der satte de borgerlige rettigheder ud af kraft og Tyskland i undtagelsestilstand; kommunister, socialdemokrater og andre oppositionelle blev anholdt i tusindvis. Den 5. marts afholdtes det sidste frie rigsdagsvalg, men selvom centrum-venstre-partiernes valgkamp forhindredes af nazistisk terror og chikane, lykkedes det ikke NSDAP at opnå absolut flertal.

I løbet af marts ensrettedes de tyske delstater, og den 24. marts vedtog Rigsdagen en forfatningsændrende lov, der gav regeringen fuldmagt til at lovgive uden om Rigsdagen. Næsten samtidig gennemførtes en lov mod "bagvaskelse", der reelt gjorde enhver kritik af regeringen strafbar. Med en landsdækkende boykot af jødiskejede forretninger den 1. april tilkendegav det nye regime også dets antisemitiske målsætning. Den 7. april blev det ved lov muligt at afskedige folk fra offentlig tjeneste af politiske og racemæssige grunde, den 2. maj opløstes fagforeningerne, og den 14. juli blev alle andre partier end NSDAP forbudt.

I februar 1934 blev delstaternes autonomi ophævet, og efter præsident Hindenburgs død den 1. august 1934 fulgte en lov, der gjorde Adolf Hitler til "fører og rigskansler". Dermed skabtes en magtposition, der ikke var forfatningsmæssigt beskrevet og derfor retligt uindskrænket. Tyskland var blevet et uindskrænket diktatur, en "førerstat".

Indenrigspolitik 1933-1939

Regeringens første hovedopgave var at bekæmpe den økonomiske krise og arbejdsløsheden, og den iværksatte bl.a. offentlige arbejder som boligbyggeri, motorvejsanlæg og andre infrastrukturarbejder. Det var dog oprustningen fra 1934-1935, der betød ordrer til industrien, arbejdspladser og dermed større efterspørgsel efter forbrugs- og investeringsgoder, som gjorde, at arbejdsløsheden allerede i 1936 var så godt som overvundet.

Det andet indenrigspolitiske mål var at skabe indre forudsætninger for, at Tyskland igen kunne blive en stormagt. For nazisterne betød det ikke blot oprustning og militarisering, men også en indsats for at overvinde splittelsen i landet og skabe et stærkt, racerent folk. Midlerne hertil var løfter, ideologisk mobilisering, offentlig repræsentation og faktiske sociale forbedringer, altid i kombination med terror, overvågning og undertrykkelse, bl.a. i form af internering af modstandere og "politisk upålidelige" i koncentrationslejre.

Et klasseoverskridende Volksgemeinschaft 'folkefællesskab' blev holdt frem som det store samfundsmål. Dette skulle dog kun omfatte etniske tyskere. Et racistisk element indgik fra begyndelsen i nazisternes politik. Det førte til diskrimination, udsondring og sluttelig udryddelse af dem, der ud fra pseudovidenskabelige biologiske kriterier bedømtes som "racemæssigt mindreværdige", først og fremmest jøder.

Loven om tvangssterilisation 1933 og de såkaldte Nürnberglove fra 1935 systematiserede forfølgelsen af jøder og andre af "fremmed race". I 1934 havde Hitler i et blodigt opgør sat SA-ledelsen ud af spillet (se de lange knives nat), hvorefter SS blev regimets rygrad, og i 1938 foretog nazisterne et opgør med deres konservative partnere. Hærledelsen blev udskiftet, og der udnævntes en nazistisk udenrigsminister. Den radikalisering af regimet, som fulgte, viste sig under Krystalnatten, pogromen mod jøderne den 9. november1938.

Udenrigspolitik 1933-1939

Allerede i februar 1933 lod Hitler forstå, at hans mål at gøre Tyskland militært stærkt og genetablere landets position som stormagt skulle virkeliggøres hurtigst muligt. Regeringen indledte derfor en aktiv og aggressiv udenrigspolitik for at få Tyskland frigjort af Versaillestraktaten.

I oktober 1933 forlod Tyskland de løbende afrustningsforhandlinger og trak sig ud af Folkenes Forbund. I 1934 blev de første genoprustningsinitiativer sat i gang, bl.a. indledtes en hemmelig opbygning af et luftvåben. I 1935 indførtes almindelig værnepligt, og Tyskland indgik en flådeaftale med Storbritannien, der muliggjorde opbygningen af en tysk krigsmarine.

I 1936 besatte Tyskland det demilitariserede Rhinland og genvandt dermed fuld suverænitet over sit territorium. Gennem Antikominternpagten allierede Tyskland sig 1936 med Japan, gennem Stålpagten 1939 med Italien. Under Den Spanske Borgerkrig støttede Tyskland Franco militært. I september 1936 gav Hitler med en hemmelig fireårsplan ordre til at gøre den tyske økonomi krigsklar i løbet af fire år.

I marts 1938 blev Østrig indlemmet i Tyskland (se Anschluß), og med Münchenaftalen fra september 1938 fik Tyskland overdraget Sudeterområdet fra Tjekkoslovakiet. I marts 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet og Memelområdet invaderet, hvorefter Hitler gav ordre til at forberede et angreb på Polen.

Da Frankrig og Storbritannien havde garanteret Polens uafhængighed, tøvede Hitler, men efter indgåelsen af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt den 23. august 1939 troede han at have isoleret Polen, så Vestmagterne ville forholde sig afventende, og han besluttede at angribe landet.

Tysklands krig 1939-1945

Den 1. september 1939 indledte Adolf Hitler sin erobringskrig mod Polen, og da Storbritannien og Frankrig den 3. september erklærede Tyskland krig, var 2. Verdenskrig en realitet. På fire uger løb tyskerne Polen over ende. De vestlige dele blev indlemmet i Tyskland, mens den resterende del af det område, som i henhold til en hemmelig aftale med Sovjetunionen skulle tilfalde Tyskland, i oktober 1939 blev etableret som Generalguvernementet under tysk kontrol.

Der indledtes en racistisk befolkningspolitik, som havde til formål at forflytte den polske befolkning fra de områder, der var udset til fortyskning, til Generalgouvernementet. Her blev de polske jøder og deporterede jøder fra Tyskland spærret inde i ghettoer under forfærdelige forhold. Efter sejren over Polen koncentreredes den tyske strategi om krigen i vest.

Med angrebet på Danmark og Norge den 9. april 1940 forbedredes Tysklands strategiske position, og med felttoget mod Holland, Belgien, Luxembourg og Frankrig i maj, der sluttede med en overvældende tysk sejr, satte Hitler næsten Storbritannien skakmat. Men premierminister Winston Churchill ville ikke give op, og de tyske luftangreb på engelske byer og forberedelserne til en invasion i Storbritannien slog fejl.

Det var Hitlers overordnede krigsmål gennem erobringer i Østeuropa at skabe et tysk imperium og sikre dets forsyningsmæssige, strategiske og magtpolitiske uafhængighed. Samtidig betragtede han kommunismen som sin ideologiske hovedfjende.

I december 1940 indledtes forberedelser til krigen mod Sovjetunionen. Angrebet blev dog udskudt, da Tyskland for at hjælpe Italien i april 1941 indtog Jugoslavien og dele af Grækenland. I marts 1941 havde Hitler ladet forstå, at krigen mod Sovjetunionen fra tysk side ville blive en "tilintetgørelseskrig", og derfor gav han ordre til at se bort fra de internationale regler for krigsførelse.

Målet var bl.a. at udrydde kommunistiske kommissærer og alle sovjetiske jøder samt decimere lokalbefolkningen i det erobrede Lebensraum og gøre resten til tyskernes slaver. Samtidig med angrebet på Sovjetunionen den 22. juni 1941 indledtes således en nådesløs udryddelseskrig mod jøderne.

Felttoget mod Sovjetunionen udviklede sig imidlertid anderledes end forventet. Trods store sejre og erobringer fik tyskerne ikke tvunget Sovjetunionen i knæ, de led store tab, og efter nogle få måneder gik deres storoffensiv i stå. Da vinteren kom, stod de tyske tropper tæt på Leningrad og Moskva uden at kunne erobre byerne, og i december 1941 blev de tvunget på tilbagetog af en russisk modoffensiv. Det lykkedes dog under store tab at holde fronten.

For at støtte Japan erklærede Tyskland den 11. december 1941 også USA krig, og omtrent samtidig blev beslutningen om at "industrialisere" udryddelsen af Europas jøder og om at oprette udryddelseslejre truffet. Folkedrabet på jøderne fortsatte med uformindsket styrke krigen ud og kostede 6 millioner jøder livet (se holocaust).

Med angrebet på Sovjetunionen blev krigen for alvor følelig for den tyske befolkning. På grund de store tab måtte stadig flere soldater mobiliseres, mens et voksende antal udenlandske arbejdere, herunder mange slave- og tvangsarbejdere, blev sat til at arbejde i den tyske krigsøkonomi under nedværdigende, ofte livstruende omstændigheder. Fra slutningen af 1942 blev den allierede luftkrig mod Tyskland intensiveret med omfattende bombeangreb på tyske byer.

Nederlaget ved Stalingrad i begyndelsen af 1943 blev et psykologisk vendepunkt. Det var nu tydeligt, at Tyskland ikke kunne vinde krigen, og pessimismen begyndte at brede sig i befolkningen.

De allieredes invasion i Italien og Roms kapitulation betød et nyt alvorligt nederlag. I 1944 blev situationen efterhånden desperat. Den sovjetiske hær trængte den tyske hær tilbage til de gamle tyske grænser, og de vestallierede gik i land i Normandiet. For at få krigen afsluttet forsøgte en gruppe tyske officerer den 20. juli 1944 at dræbe Hitler og overtage magten (se 20. juli-sammensværgelsen).

Det mislykkedes, og regimet slog brutalt modstanden ned og strammede grebet yderligere. I september 1944 nåede de allierede styrker ind på det tyske rigsområde, og efter en fortvivlet tysk modoffensiv i Ardennerne i slutningen af 1944 begyndte den afsluttende kamp.

I april 1945 nåede den sovjetiske hær Berlin, og amerikanerne Elben. Den 30. april begik Hitler selvmord, den 2. maj overgav Berlin sig, den 4. maj kapitulerede de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, og den 8. maj kapitulerede Tyskland betingelsesløst.

Tyskland under allieret besættelse, 1945-1949

Efter kapitulationen blev Hitlers efterfølger, storadmiral Dönitz, og hans regering arresteret, og Tyskland ophørte med at eksistere som stat. De allierede overtog den 5. juni 1945 alle regeringsbeføjelser. Der indførtes militærstyre, landet blev opdelt i fire zoner, som besættelsesmagterne, USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig, administrerede hver især, og Det Allierede Kontrolråd blev med sæde i Berlin oprettet som en fællesregering.

Ved Potsdamkonferencen i august 1945 formulerede de allierede deres mål som afnazificering, afmilitarisering, dekartellisering af erhvervslivet og demokratisering af Tyskland for at forhindre, at landet igen skulle kunne udgøre en trussel mod freden. Desuden skulle Tyskland betale krigsskadeserstatninger. Områderne øst for Oder og Neiße blev sat under hhv. polsk og sovjetisk administration og udskilt. De tyskere, som ikke allerede var flygtet fra disse områder i krigens slutfase, skulle flyttes vestpå.

Sluttelig indledte de allierede i oktober 1945 Nürnbergprocessen, hvor statens ledende mænd og institutioner dømtes for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Kontrolrådet kunne trods vigtige tiltag såsom afnazificeringen og den administrative opløsning af delstaten Preussen i 1947 ikke nå til enighed om, hvorledes det fremtidige Tyskland skulle organiseres. Derfor blev der ikke oprettet centrale forvaltninger for hele Tyskland, og snart begyndte udviklingen at forløbe forskelligt fra zone til zone: Sovjetunionen gennemførte radikale samfundsforandringer i østzonen, mens Vestmagterne søgte at opdrage tyskerne til demokrati og retsstatlighed.

Den kolde krig satte fra 1946-1947 stærkt præg på udviklingen i Tyskland. Det tyske spørgsmål, dvs. hvilken side Tyskland skulle tilhøre, gjorde det umuligt at nå til enighed om en fredsslutning. I 1948 vedtog Vestmagterne, at der kunne oprettes en stat bestående af de tre vestzoner alene. Sovjetunionen trak sig herefter ud af Kontrolrådet, senere af kommandanturen i Berlin og indledte juni 1948 en blokade af Vestberlin. Dermed var det allierede samarbejde om Tyskland i det væsentlige ophørt. Samtidig gennemførtes en valutareform i vestzonerne, der økonomisk og valutarisk delte Tyskland i to områder.

Den 1. juli 1948 gav Vestmagterne vesttyske politikere i opdrag at udarbejde en forfatning for en veststat, som lå klar i maj 1949, hvorefter Forbundsrepublikken Tyskland kunne oprettes. I november 1948 brød det fælles styre for Berlin sammen, og byen var fra december 1948 delt i to. Selvom Sovjetunionen den 12. maj 1949 afbrød blokaden af Berlin, blev Forbundsrepublikken Tyskland oprettet den 23. maj; den konstituerede sig med valg og regeringsdannelse i september, hvorefter militærstyret blev ophævet. På sovjetisk initiativ oprettedes den 7. oktober en selvstændig tysk stat i østzonen, DDR, som Sovjetunionen overgav sine beføjelser.

Vesttyskland 1949-1990

Med valget til Forbundsdagen i august 1949 samt valgene af forbundspræsident og forbundskansler i september var Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland) konstitueret som stat. Det allierede direkte militærstyre var ophørt og erstattet af en besættelsesstatut, der trådte i kraft den 21. september. Den vesttyske regering og lovgivningen var dog fortsat underlagt kontrol, udøvet af en højkommission, der repræsenterede de tre vestlige besættelsesmagter. Den vesttyske suverænitet var således i begyndelsen indskrænket, og først fra 1951 kunne landet føre selvstændig udenrigspolitik og opnå international anerkendelse. Med Parisaftalerne 1954 blev besættelsesstyret afsluttet, bortset fra i Berlin.

Adenauerperioden 1949-1963

Det vesttyske demokrati er blevet kaldt et kanslerdemokrati, da kanslerens, dvs. ministerpræsidentens, position er stærk, og forbundspræsidentens svag. Konrad Adenauer fra CDU var den første vesttyske kansler. Det styrkede det nye demokrati, at det etableredes og udvikledes i en økonomisk fremgangstid. Krigens ødelæggelser skabte stor efterspørgsel efter varer, og de industrielle merkapaciteter, der var skabt i forbindelse med naziperiodens oprustning, kunne hurtigt sættes i sving igen.

Den vesttyske økonomiske model, den såkaldte sociale markedsøkonomi, bidrog til et kraftigt opsving, det såkaldte økonomiske mirakel (Wirtschaftswunder) og til social fremgang. Til forskel fra DDR kom Vesttyskland sig relativt hurtigt over krigens følger. Demonteringen af virksomheder ophørte, og landet slap med at betale en brøkdel af de opgjorte krigsskadeserstatningskrav.

Tilstrømningen af uddannet arbejdskraft fra østområderne var et yderligere økonomisk aktiv. Det var ligeledes en styrke, at Adenauer-regeringen samtidig med en klart antinazistisk grundholdning førte en forsonlig linje over for det store flertal af borgere, der havde støttet nazismen, og dermed vandt dem for den nye demokratiske statsform.

Afnazificeringen blev standset, og næsten alle tidligere statsansatte og nazister blev rehabiliteret og genintegreret. Udenrigspolitisk bandt Adenauer Vesttyskland tæt til Vesten for at genvinde tysk suverænitet, og han blev en af forgrundsfigurerne i den vesteuropæiske integration, der bidrog til forsoning mellem Tyskland og nabolandene. Vesttyskland kom i 1949 med i OEEC, i 1951 i Europarådet og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, i 1955 blev det optaget i NATO, og 1957 var det med til at danne EF.

Den Fransk-tyske Venskabstraktat 1963 knyttede disse to lande tæt sammen og gjorde dem til hovedkræfterne i den europæiske integration. Adenauer anså bindingen til vestmagterne for at være forudsætningen for en fremtidig tysk genforening; sovjetiske tilbud om at etablere et forenet, afrustet og neutralt Tyskland afviste han; han nægtede at anerkende DDR og brugte Hallsteindoktrinen fra 1955 til at sikre, at DDR ikke opnåede international anerkendelse uden for Østblokken.

En genforening fortonede sig, og sådan som den kolde krigs magtforhold stod, kunne Vesttyskland som de øvrige Vestmagter kun tage opførelsen af Berlinmuren i 1961 til efterretning og bestræbe sig på at fremme international afspænding.

1960'erne

I 1960'erne fortsatte den økonomiske fremgang som i det øvrige Vesteuropa. Lønindkomsterne og levestandarden steg, og CDU fortsatte med at styre Vesttyskland, fra 1963 med Ludwig Erhard, arkitekten bag den sociale markedsøkonomi, som kansler. I midten af 1960'erne indtrådte en vis økonomisk stagnation dog sammen med indenrigspolitiske problemer og krise i EF.

Det førte i 1966 til dannelsen af en ny regering, Den Store Koalition, bestående af CDU/CSU og SPD. Koalitionen stillede sig opgaven at overvinde stagnationen, gennemføre en nødretslovgivning til erstatning for de beføjelser, de allierede fortsat havde i krisesituationer, samt forsøge at forbedre forholdet til Østeuropa og nå en modus vivendi med DDR. Den indenrigspolitiske situation blev polariseret, da studenteroprørere og andre venstreorienterede etablerede en løs außerparlamentarische Opposition, som markerede sig med voldsomme protester mod regeringen.

CDU/CSU var ikke i stand til at normalisere forholdet til DDR, så det Tysklandspolitiske initiativ gled mere og mere over til SPD, der fra 1963 havde plæderet for at opgive isoleringspolitikken og i stedet tilnærme sig for at åbne DDR gennem dialog og øget samkvem.

Den socailliberale fase 1969-1982

Da forbundsdagsvalget i 1969 gav SPD og FDP flertal, blev SPDs leder, Willy Brandt, valgt til kansler. De reformer, han havde sat som mål, lykkedes dog kun i begrænset omfang; til gengæld førte regeringens politik over for Østeuropa til et gennembrud. Østpolitikkens formål var at forsone Vesttyskland med de østeuropæiske stater, der havde været ofre for nazisternes angrebskrig, på samme måde som det i 1950'erne var sket i forhold til Vesteuropa.

Normaliseringen skete i form af de såkaldte østaftaler, der fra 1970 bedrede forholdet til Østeuropa, idet parterne gav afkald på magtanvendelse og anerkendte de eksisterende grænsers ukrænkelighed, inkl. Oder-Neiße-grænsen og DDR's grænser.

Med den såkaldte Grundlagenvertrag med DDR i 1972 anerkendte Vesttyskland den østtyske stats faktiske eksistens, uden dog at godkende den tyske nations deling, idet man fortsat vægrede sig ved at anerkende DDR-statsborgerskabet og betragte DDR som udland. Optagelsen af begge de tyske stater i FN i 1973 var en konsekvens af denne aftale.

Fra 1973 ramtes Vesttyskland af økonomiske problemer, bl.a. som følge af oliekrisen, samt af indenrigspolitiske spændinger på grund af terrorismen, der kulminerede 1977 (se Rote Armee Fraktion). En række love, bl.a. Berufsverbot fra 1972, der styrkede statsmagten på civilsamfundets og de personlige rettigheders bekostning, gjorde det vesttyske demokrati mere autoritært.

Helmut Schmidts periode 1974-1982

Da en nær medarbejder af Brandt blev afsløret som DDR-spion, blev Brandt afløst som kansler af Helmut Schmidt. I hans kanslertid fik Vesttyskland en hovedrolle i den vestlige forsvarsalliance og i den internationale økonomi. Han stod bag oprettelsen af G7 i 1976 samt bag NATOs såkaldte dobbeltbeslutning fra 1979, der gennem en trussel om oprustning søgte at tvinge Sovjetunionen til at forhandle om rustningsbegrænsninger. Samtidig udviklede han forholdet til DDR til en slags partnerskab. Schmidts politik blev indadtil mere og mere upopulær, og efter uenighed med FDP om den økonomiske politik blev han væltet i 1982, og CDU/CSU kunne i koalition med FDP vende tilbage til magten.

1980'erne

CDU-lederen Helmut Kohls kanslerperiode kom til at vare fra 1982 til 1998. Kohl talte om et åndeligt vendepunkt i tysk politik og investerede betydelig energi i at fremme konservative værdier og trænge "68-generationens" indflydelse tilbage. Han forsøgte at overvinde de økonomiske problemer ved nyliberalistiske reformer, der dog var mere moderate end i de fleste andre vestlige lande. Fra midten af 1980'erne oplevede Vesttyskland ny fremgang og stærkt stigende levestandard for en stor del af befolkningen, men også stigende bekymring over, at den tyske vækst og teknologiudvikling var svagere end Fjernøstens og USA's.

Kohls regering implementerede NATOs dobbeltbeslutning, idet de første Pershing II mellemdistanceraketter blev opstillet i Vesttyskland i 1983 under voldsomme protester. Udenrigspolitisk søgte Forbundsrepublikken i tæt parløb med Frankrig at udbygge det europæiske økonomiske samarbejde til en økonomisk, valutarisk og politisk union.

Kohl videreførte tilnærmelsen til DDR og var i 1987 vært for det første østtyske statslederbesøg i Vesttyskland. Forbundsrepublikken hjalp den økonomisk svage kommunistiske stat finansielt, men Kohl fastholdt samtidig tysk genforening som et vigtigt mål og fik etableret tætte relationer til Sovjetunionen.

Alligevel blev han som de fleste andre overrasket, da muligheden for en genforening pludselig åbnede sig i 1989. Han greb chancen øjeblikkeligt, og hans resolutte politik spillede en afgørende rolle for udviklingen frem til DDR's opløsning og inkorporering i Forbundsrepublikken i oktober 1990. Kohl iscenesatte sig ikke med urette som "genforeningskansleren", især fordi han af politiske og valgtaktiske grunde var rede til at betale en høj pris for gennemførelsen. CDU vandt da også en klar sejr ved det første fællestyske parlamentsvalg i december 1990, og Kohl kunne i januar 1991 af Forbundsdagen vælges til det forenede Tysklands første kansler.

DDR 1949-1990

Den Tyske Demokratiske Republik blev oprettet 7. oktober 1949 i den sovjetiske besættelseszone. Det sovjetiske militærstyre ophørte, da den sovjetiske militæradministration, SMAD, i november blev erstattet af den sovjetiske kontrolkommission, SKK. Frem til 1955, da SKK blev nedlagt, opnåede DDR stadig større formel suverænitet. Fra 1950 var staten medlem af det østeuropæiske økonomiske samarbejde COMECON og fra 1955 af den nyetablerede Warszawapagt. En østtysk hær blev opbygget, men sovjetiske styrker forblev dog i DDR frem til 1990.

Den nye stat lignede, sådan som den blev beskrevet i forfatningen, på mange måder Weimarrepublikken. Reelt var den dog et såkaldt folkedemokrati, dvs. baseret på et samarbejde mellem de tilladte partier under ledelse af "arbejderklassens parti", og var et system uden pluralisme og reel opposition. Det betød, at de fire tilladte partier, SED, CDU, LDPD og NDPD, organiseret i Den Nationale Front, arbejdede sammen, og alle deltog i en regering ledet af SED.

Det parlamentariske styrkeforhold var fastlagt på forhånd, og det blev bekræftet gennem skindemokratiske valg, hvor vælgerne kun kunne stemme ja eller nej til den nationale liste. Dette system sikrede Det Socialistiske Enhedsparti, SED, den ledende rolle i stat og samfund. Oprindelig var DDR en forbundsstat med fem delstater, men i forbindelse med beslutningen i 1952 om at "opbygge socialismen" blev delstaterne nedlagt, og landet omdannet til en centralistisk enhedsstat opdelt i 14, senere 15 distrikter.

Opbygningen af socialismen

Dramatiske indenrigspolitiske ændringer blev indledt i juli 1952 med SED's beslutning om at iværksætte opbygningen af socialismen i landet og dermed overtage den sovjetiske stats- og samfundsmodel. Også de "borgerlige" partier accepterede at arbejde med på opbygningen af socialismen.

Det betød et centralistisk system, men også kollektivisering af landbruget og nationalisering af de virksomheder, der ikke allerede var blevet nationaliseret i 1945-1946. Indgrebene blev gennemført med ret hård hånd og resulterede i spændinger, uroligheder og øget emigration fra DDR, mens en forhøjelse af arbejdsnormerne, som skulle bidrage til finansieringen af socialismen, førte til Juniopstanden 1953, DDR's første alvorlige krise og den første af en række opstande i den sovjetisk dominerede blok.

DDR, der frem til 1954 måtte betale mere end 63 milliarder D-mark i krigsskadeserstatninger til Sovjetunionen, overvandt kun langsomt krigens følger, og landets udvikling haltede stærkt efter Vesttysklands. Uden for Østblokken fandt DDR som følge af vesttysk isolering ikke international anerkendelse.

Alvorligere var det, at et stort antal borgere valgte at forlade landet til fordel for Vesttyskland. Frem til august 1961 drejede det sig om ca. 3 millioner eller knap 1/6 af statens indbyggere. Da det især var unge, faglærte og veluddannede, der udvandrede, ramte det østtysk økonomi, og formentlig var denne truet af sammenbrud i slutningen af 1950'erne, da det ikke længere kun var de "reaktionære", der emigrerede.

DDR i ly af Berlinmuren

SED svarede ved at opføre den 150 kilometer lange Berlinmur rundt om Vestberlin den 13. august 1961. Grænsen både til Vestberlin og til Vesttyskland blev lukket. Muren konsoliderede den østtyske stat og SED's herredømme, den stabiliserede planøkonomien og tvang de knap 18 millioner østtyskere til at leve med SED's regime. Derefter begyndte det langsomt at gå økonomisk fremad, levestandarden steg, og østtyskerne så i nogen grad ud til at affinde sig med SED-diktaturet.

DDR's konsolidering førte til, at man fra vesttysk side begyndte at tage den konkurrerende stat til efterretning. Det østtyske krav var først fuld anerkendelse af DDR, derefter normalisering af relationerne.

Walter Ulbricht, den faktiske leder i DDR frem til 1971, var meget ufleksibel i sin Tysklandspolitik. Han skal have betegnet de vesttyske tilnærmelsesforsøg som "aggression i filttøfler". I 1968 indførtes det østtyske statsborgerskab, og der gennemførtes en ny forfatning, hvori DDR blev defineret som en "socialistisk tysk stat". Fra slutningen af 1960'erne forsøgte man fra SED's side gennem proklamationen af en "socialistisk nation" at skabe en særlig socialistisk identitet i DDR.

Honeckers tid 1971-1989

På grund af Walter Ulbrichts manglende fleksibilitet i Tysklandspolitikken og hans relativt selvstændige linje over for Sovjetunionen, som havde baggrund i den østtyske økonomis ret stærke stilling, sammenlignet med resten af Østblokken, blev han efterhånden for besværlig for Sovjetunionen, som derfor støttede Erich Honeckers magtovertagelse i 1971.

Honecker, der var overordentlig loyal over for Sovjetunionen, støttede de sovjetiske bestræbelser på at normalisere forholdet til Vesttyskland. Moskvatraktaten mellem Vesttyskland og Sovjetunionen fra 1970 afstak rammen for det fremtidige forhold, der bl.a. indebar en anerkendelse af DDR i form af en erklæring om grænsernes ukrænkelighed.

I 1971 indledtes forhandlinger mellem Vesttyskland og DDR, som endte med, at Honecker modstræbende accepterede en aftale, der ikke indebar fuld diplomatisk og folkeretlig anerkendelse af DDR, dets statsborgerskab og pas, men kun anerkendelse af statens faktiske eksistens.

Aftaler om øget handelssamkvem, kulturudveksling mv. med Vesttyskland fulgte. Den øgede kontakt forsøgte DDR-styret at opveje med forstærket ideologisk afgrænsning, bl.a. i form af den socialistiske forfatning fra 1974, der baseredes på forestillingen om den "socialistiske nation", og som havde et "ubrydeligt samarbejde" med Sovjetunionen som fundament.

Ligeledes blev Ministeriet for Statssikkerhed (se Stasi) kraftigt udbygget for at hindre ukontrollerede forbindelser mellem østtyskere og vesttyskere. Den østtyske stats sikkerhedsapparat blev derigennem til en voksende økonomisk belastning. Fra 1972 opnåede DDR i stigende grad international anerkendelse; i september 1973 blev det medlem af FN, og i 1975 var det medunderskriver af Helsinkislutakten. Danmark anerkendte DDR i januar 1973. Også de bilaterale forbindelser med Vesttyskland blev udbygget.

I Honeckers tid skete der en ændring af den økonomiske politik med det formål at fremme borgernes loyalitet mod staten ved at forbedre befolkningens levevilkår. I stedet for at fortsætte udbygningen af sværindustrien, normalt et grundlæggende led i en planøkonomi, satsede Honecker på en såkaldt forenet økonomisk og social politik, der søgte at tilfredsstille befolkningens forbrugskrav gennem omfattende boligbyggeri og større forbrugsvareudbud. Det skulle bl.a. sikres gennem højere løn og større import.

Hermed blev indtjeningen af valuta til importens finansiering et voksende problem, især efter den anden oliekrise i 1979. Denne forværrede DDR's bytteforhold med det kapitalistiske udland drastisk og øgede den udenlandske gældsætning i en sådan grad, at landet allerede i begyndelsen af 1980'erne var på randen af økonomisk ruin. Vesttyskland, som ikke var interesseret i, at DDR skulle bryde sammen, reddede dog den kommunistiske stat fra økonomisk kollaps med kreditter og gunstige handelsarrangementer.

Da socialismen viste sig ikke at kunne konkurrere med den vesttyske kapitalisme, voksede den indre utilfredshed og opposition, og formentlig kunne DDR allerede fra 1980'ernes begyndelse være brudt sammen når som helst. Det har været diskuteret, hvorvidt reformer kunne have reddet DDR på falderebet, men uden et brud med SED's herredømme og dermed, som Honecker så det, opgivelse af socialismen ville en reformering af DDR i hvert fald ikke have været mulig, og dertil var SED ikke parat.

DDR's sammenbrud

I 1989 voksede de indenrigspolitiske spændinger markant. Kritikken ansporedes af glasnost- og perestrojkabevægelsen i Sovjetunionen under Mikhail Gorbatjov. I forsommeren udløstes en ny flugtbølge, og i september begyndte en egentlig opposition med centrum i freds- og miljøbevægelsen samt evangeliske kirkekredse trods forbud at organisere sig mod SED-diktaturet.

Efter at den storstilede fejring af DDR's 40-års-jubilæum den 7. oktober 1989 havde forpasset sit propagandasigte, og det var blevet klart, at Gorbatjov ikke længere stod bag SED-ledelsen, blev DDR's ledende politikere, Honecker, Günter Mittag og Erich Mielke, afsat den 18. oktober. Da grænsen den 9. november 1989 blev åbnet, var DDR's skæbne beseglet.

Heller ikke Honeckers efterfølgere, Egon Krenz og Hans Modrow, evnede at skaffe SED fornyet kontrol med udviklingen, for DDR-statens autoritet i befolkningen, bl.a. dele af den samfundsmæssige elite, var for længst smuldret. I december 1989 blev SED opløst og genetableret som PDS.

Da DDR's borgere ved valget til Folkekammeret den 18. marts 1990 for første gang havde mulighed for at vælge frit, stemte det store flertal på partier, der gik ind for omgående sammenslutning med Vesttyskland. Den første ikke-kommunistiske regering under Lothar de Maizière (CDU) aftalte derefter DDR's nedlæggelse og sammenlægning med Forbundsrepublikken.

Den 1. juli 1990 trådte en økonomisk, monetær og social union mellem de to Tysklande i kraft, som indførte D-marken i DDR, og med enhedstraktaten den 31. august blev det bestemt, at DDR skulle opløses den 2. oktober 1990 og dagen efter optages i Forbundsrepublikken som de fem nyoprettede delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen.

Tyskland efter genforeningen

De nye delstater konstitueredes, efter at de havde fået egne forfatninger, og der var gennemført delstatsvalg den 14. oktober 1990. I enhedstraktaten fastlagdes det, hvordan DDR-områdets optagelse i Forbundsrepublikken og inkorporering i dens politiske og retslige system skulle ske.

Det blev fastlagt, at Berlin skulle være hovedstad, og i juni 1991 vedtog Forbundsdagen med knebent flertal at flytte regeringssædet fra Bonn til Berlin. DDR's politiske og retslige system blev opløst, og en række DDR-love erklæret ugyldige. På nogle områder kom der overgangsordninger for at bringe de to områders retssystemer i overensstemmelse med hinanden. Politikere og embedsmænd, der i DDR havde overtrådt gældende ret og de af DDR anerkendte internationale retsnormer, skulle kunne straffes. Retsforfølgelsen har især ramt medlemmer af SED's Politbureau og DDR's Nationale Forsvarsråd samt almindelige grænsevagter, som i overensstemmelse med "skydeordren" dræbte mennesker, der forsøgte at forcere muren og flygte fra DDR.

Blandt de dømte var Egon Krenz, mens retsforfølgelsen af Erich Honecker blev opgivet pga. hans dårlige helbred. Det var aftalt, at de østtyske lønninger og pensioner, der lå væsentlig lavere, gradvis skulle løftes til vesttysk niveau, men det er endnu i 2000 hverken realiseret på pensionsområdet eller på lønområdet, hvor de østtyske gennemsnitslønninger ligger på knap 85% af vesttyskernes. DDR's økonomi og produktivitet stod meget tilbage i forhold til Vesttysklands. Infrastrukturen og boligmassen var nedslidt, og store dele af produktionsapparatet lavproduktivt og forældet. Tilstandene viste sig imidlertid at være væsentlig dårligere, end man fra vestlig side havde antaget.

Da den østtyske industri med kommunismens sammenbrud mistede sine markeder, og de østeuropæiske forbrugere foretrak vestlige varer, blev et stort antal østtyske arbejdspladser trods Treuhandanstalts bestræbelser nedlagt. Siden 1990 har det tidligere DDR-område derfor været afhængigt af store økonomiske tilskud fra det tidligere Vesttyskland. I 1990'erne blev der overført ca. 200 milliarder D-Mark om året, så foreningsprocessen blev både mere langvarig og økonomisk og socialt langt mere bekostelig, end Kohl i 1990 stillede i udsigt. En konsekvens har været, at hen ved 1,5 millioner østtyskere siden 1990 er flyttet til de gamle vesttyske delstater for at få arbejde og vestlige levevilkår.

Det forenede Tyskland og Europa

Under forhandlingerne om tysk genforening accepterede de fire besættelsesmagter, altså også Sovjetunionen, at det nye Tyskland forblev i NATO og EF/EU.

Med 2+4-traktaten anerkendte Tyskland grænsen til Polen, besættelsen af Berlin ophørte, og de allieredes øvrige rettigheder og pligter i Tyskland bortfaldt. Tyskland gav afkald på at producere og besidde A-, B- og C-våben og gik med til at nedskære sine militære styrker væsentligt.

De sidste russiske tropper forlod Tyskland i 1994. Vestallierede styrker forblev på tysk grund i reduceret antal og ikke længere som besættelsestropper. I mange europæiske lande opstod der frygt for, at det genforenede Tyskland skulle få for dominerende en position. Kohl bøjede sig derfor for franske krav om at uddybe den europæiske integration.

Det blev formaliseret med Maastricht-traktaten fra december 1991, der skulle føre frem til en europæisk politisk, økonomisk og valutarisk union med en fælles valuta, euroen, og en fælles europæisk centralbank som vigtige elementer. Dermed måtte Tyskland give afkald på Forbundsbankens uafhængige stilling og på længere sigt på D-marken, selve symbolet på den stærke tyske økonomi.

Det forenede Tyskland har dog fået større vægt i europæisk politik. Mens landet ved rådgivning, kreditter mv. var med til at stabilisere den labile situation i det tidligere Sovjetunionen, var udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers (FDP) tilbagegreb til magtpolitiske koncepter for Balkan med rødder fra før 1945 stærkt medvirkende til Jugoslaviens opløsning og regionens destabilisering. Under efterfølgeren, Joschka Fischer (f. 1948, Die Grünen), er den tyske politik blevet koordineret mere med de øvrige EU- og NATO-landes, og Tyskland deltog under Kosovokonflikten 1999 i direkte krigshandlinger for første gang siden 2. Verdenskrig.

Tysk indenrigspolitik i 1990'erne

Regeringskoalitionen mellem CDU/CSU og FDP fik fornyet sit mandat ved forbundsdagsvalget i 1994. Samtidig blev det kommunistiske PDS repræsenteret; de fremførte en skarp kritik af genforeningens sociale og menneskelige omkostninger. Skønt Helmut Kohl bl.a. fra erhvervskredse var blevet kritiseret for, at han havde udskudt nødvendige reformer af skatte-, arbejdsmarkeds- og uddannelsessystemet, stillede han ved forbundsdagsvalget 1998 endnu en gang op som CDU/CSUs kanslerkandidat.

Valget bragte imidlertid en koalition af SPD og Bündnis 90/Die Grünen under Gerhard Schröder (SPD) til magten. Efter en famlende begyndelse gennemførte denne økonomisk og symbolsk vigtige reformer som loven om betalinger til nazitidens slave- og tvangsarbejdere, en skattereform med store investeringsfremmende skattelettelser og en lempelse af stoppet for indvandring fra lande uden for EU.

Der blev også taget initiativer til at bekæmpe fremmedfjendtlighed og højreradikal vold, som i 1990'erne var blevet udbredt i det tidligere DDR. Afsløringer af, at Kohl ved omgåelse af partistøttelovgivningen havde kanaliseret millionbeløb fra tysk erhvervsliv til hemmelige kasser i CDU, kastede dette parti ud i dyb krise.

Indlemmelsen af DDR viste sig at blive dyr, hvilket bidrog til en stærk forøgelse af den tyske statsgæld og til økonomisk stagnation, der fik arbejdsløsheden til at stige til over 4 millioner fra midten af 1990'erne (omkring 10%). Så høj havde den ikke været siden begyndelsen af 1950'erne, og den var dobbelt så høj i de fem nye delstater.

Selvom genforeningen af Øst- og Vesttyskland formelt er gennemført, fremstår landet stadig som delt i et velstående vestligt og et fattigt østligt Tyskland. Afvandringen er fortsat fra det tidligere DDR, hvor arbejdsløsheden er dobbelt så høj som i vest (mens den gennemsnitlige arbejdsløshed i 2005 i var 16,9% , lå den i vest på 9,4%), mens lønniveauet ligger på knap 87% af det vesttyske. Enheden synes socialt, kulturelt og mentalitetsmæssigt endnu ikke at være blevet en realitet. Splittelsen ses også politisk, idet ca. en fjerdedel af østtyskerne stemmer på det rent østtyske parti PDS.

De østtyske delstater vil i mange år endnu være afhængige af milliardoverførsler fra det vestlige Tyskland. Efter at Tyskland under kansler Schröders regeringstid syntes økonomisk på vej fremad, og arbejdsløsheden på vej nedad, blev landet i 2001 ramt af nedgangen i verdensøkonomien.

Den økonomiske vækst stagnerede, og arbejdsløsheden begyndte at vokse og nåede i begyndelsen af 2002 igen op over 4 millioner Ved valget til Forbundsdagen i september 2002 lykkedes det imidlertid den rød-grønne koalitionsregering ledet af Gerhard Schröder at bevare flertallet. I 2005 måtte Schröder afgive kanslerposten til Angela Merkel fra CDU, som blev Tysklands første kvindelige kansler i spidsen for en koalitionsregering bestående af CDU/CSU og SPD.

I Europapolitikken er Tyskland blevet mere tilbageholdende, den tysk-franske akse er på lavt blus, mens Tyskland sikkerhedspolitisk efter 11. september 2001 er rykket tættere på USA. Opgivelsen af D-Marken, der mere end noget andet fremstod som symbolet på det genrejste Tyskland, er sket overraskende smertefrit, og Tyskland har fra 1. januar 2002 haft euroen som valuta. Siden 1999 har Berlin været regeringssæde og politisk centrum, og byen er blevet midtpunkt i den statslige "erindringskultur", der siden midten af 1990'erne har gjort mindet om ofrene for nazismens forbrydelser til en vigtig bestanddel af den tyske nationale identitet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig