Reinhard Heydrich, Reinhard Tristan Eugen Heydrich, 7.3.1904-4.6.1942, tysk politiker. Heydrich kom i 1931 ind i SS, hvor han gjorde lynkarriere; samme år blev han udnævnt til chef for Himmlers Sicherheitsdienst, SD, og i 1933 til leder af det politiske politi i Bayern. Heydrich blev i 1936 chef for Gestapo og kriminalpolitiet og i 1939 øverste chef for Reichssicherheitshauptamt, der havde til opgave at bekæmpe Det Tredje Riges fjender. I 1941 blev han indsat som rigsprotektor i Bøhmen-Mæhren. Heydrich stod tidligt centralt i "den endelige løsning af det jødiske spørgsmål", die Endlösung, efter at Göring i 1939 havde overladt ham det praktiske ansvar. Den havde i begyndelsen form af mere eller mindre tvungen udvandring, men 31.7.1941 fik Heydrich ordre til at organisere Endlösung. Den 20.1.1942 ledede han Wannseekonferencen, hvorunder bureaukratiet i forbindelse med Endlösung blev sat på skinner, og det systematiske folkemord på Europas jøder blev herefter iværksat. Heydrich blev 27.5.1942 udsat for et attentat i Prag, begået af tjekkiske frihedskæmpere (Operation Anthropoid) og døde få dage senere. Som hævn gennemførte nazisterne bl.a. massakren i Lidice 10.6.1942.