Organisation Todt, (efter F. Todt), OT, tysk statsligt entreprenørforetagende, oprettet i 1938. Under 2. Verdenskrig varetog OT entreprenøropgaver for Værnemagten i det tyskbeherskede område, bl.a. Atlantvolden. Det beskæftigede hundredtusinder tyske og udenlandske arbejdere, hvoraf en stor del var tvangsarbejdere og kz-fanger; man benyttede også danske underentreprenører og flere tusinde danske arbejdere på byggepladser i Tyskland og i de besatte områder, herunder Danmark.