Nordische Gesellschaft var et selskab oprettet i 1921 i Lübeck som et regionalt forsøg på at forbedre Tysklands forhold til de nordiske lande efter 1. Verdenskrig. Som optakt holdtes i september 1921 en nordisk festuge, hvor man udstillede Emil Noldes religiøse malerier, Thomas Mann holdt foredrag, og Mary Wigman dansede.

I sommeren 1933 blev Nordische Gesellschaft ensrettet og året efter lagt ind under Alfred Rosenbergs udenrigspolitiske kontor. Både Rosenberg og Heinrich Himmler blev medlemmer af selskabets storråd. Nordische Gesellschaft dyrkede i stigende grad den racistiske opfattelse af det ariske menneske og vandt især tilslutning blandt danske kulturpolitiske kollaboratører som Svend Borberg, der ivrigt deltog i selskabets arrangementer, men også en apolitisk personlighed som Robert Storm Petersen var medlem 1937-1944 uden at bidrage aktivt til selskabets virksomhed.

1934-1938 drev Nordische Gesellschaft et tysk-nordisk forfatterhjem i en villa i Travemünde. Første år blev den danske deltager, Erik Bertelsen, udpeget af den danske forfatterforening. Siden blev gæsterne valgt af de tyske gesandtskaber i de respektive nordiske hovedstæder.

Nordische Gesellschaft blev opløst i 1957.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig