Majdanek, egl. Konzentrationslager Lublin, tysk koncentrations- og udryddelseslejr i Generalguvernementet i Polen, oprettet i 1941 som lejr for sovjetiske krigsfanger og snart også for almindelige kz-fanger. Lejren blev i 1942 også udryddelseslejr for jøder, hvortil der etableredes flere gaskamre. En del fanger måtte yde hårdt fysisk tvangsarbejde i 14 filiallejre, men næsten alle blev udryddet, inden sovjetiske tropper 24.7.1944 befriede Majdanek; mindst 1/4 mio. fanger blev myrdet eller omkom af sult og mishandling. Personale fra Majdanek idømtes efter krigen dødsstraffe eller lange fængselsstraffe. Se også koncentrationslejr.