Nationalliberale Partei, tysk parti, grundlagt 1867. Partiet repræsenterede det protestantiske dannelses- og industriborgerskab og støttede Bismarcks politik for etablering af tysk enhed "fra oven". Det dominerede Rigsdagen i 1870'erne og var trods liberal udspaltning i 1880 et af de vigtigste regeringspartier. Partiet opløstes i 1918, hvorefter den nationalistiske fløj med Gustav Stresemann i spidsen dannede Deutsche Volkspartei, mens den mere liberale fløj samledes i Deutsche Demokratische Partei.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.