Den Preussisk-østrigske Krig, Der Deutsche Krieg, krig i 1866 mellem Preussen og Østrig og deres allierede. Krigens årsager var preussisk-østrigske stridigheder om Slesvig og Holsten, som de to magter havde forvaltet i fællesskab efter sejren over Danmark i 1864, samt uenigheden om en kommende tysk nationalstats udformning som enten "stortysk", dvs. omfattende Østrig, eller "lilletysk", dvs. domineret af Preussen og med udelukkelse af Østrig.
Anledningen var preussiske troppers indmarch i det østrigsk forvaltede Holsten, som førte til en flertalsvedtagelse i Det Tyske Forbund om mobilisering af Forbundets ikke-preussiske hærstyrker imod Preussen.
Herefter trådte Preussen ud af Forbundet og sprængte det. Preussen allierede sig med de små og mellemstore nordtyske stater og med Italien, mens Østrig fik støtte fra Hannover, Sachsen og alle de sydtyske stater.
De preussiske styrker blev ledet af Helmuth Graf von Moltke, hvis idéer om moderne krigsførelse, baseret på moderne teknik og på Carl von Clausewitz' teorier, var medvirkende til den afgørende preussiske sejr ved Königgrätz 3.7.1866, der dog ikke førte til den efterstræbte tilintetgørelse af den østrigske hær. Til lands og til vands lykkedes det Østrig at besejre Italien.
Krigens afslutning, Pragerfreden 23.8.1866, resulterede i en sejr for den "lilletyske" nationale løsning, som dog foreløbig kun kom til at omfatte Det Nordtyske Forbund bestående af staterne nord for Mainlinjen, herunder de tidligere østrigske allierede, Hannover, Kurhessen, Nassau og Frankfurt am Main, der blev annekteret af Preussen.
De sydtyske stater, "det tredje Tyskland", stod foreløbig uden for dette nye forbund. Krigens vigtigste resultat blev nederlaget for en stortysk nationalstat og Østrigs udelukkelse af Tyskland.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.