Rigsridderskab, de jordbesiddende adelige i Det Tysk-romerske Rige, der indtil 1806 var rigsumiddelbare, dvs. ikke hørte under en af landsfyrsterne, men stod direkte under kejseren. Rigsridderne udøvede regeringsmagt over deres undergivne, men havde ikke sæde i Rigsdagen. De var organiseret i tre kredse, den schwabiske, den frankiske og den rhinske kreds. Rigsridderne havde interesse i fortsat adgang til høje gejstlige embeder, men mange måtte dog gå i kejserens eller en fyrstes tjeneste. Deres rigsumiddelbarhed blev bekræftet ved Den Westfalske Fred 1648, og kejseren støttede dem til stadighed imod landsfyrsterne. Den territoriale nyordning i 1803 og Rhinforbundets dannelse i 1806 medførte, at rigsriddernes selvstændighed ophørte.