Corpus evangelicorum, (lat. 'sammenslutning af de evangeliske'), latinsk betegnelse for sammenslutningen af evangeliske stænder på Det Tysk-romerske Riges rigsdage. Ifølge Den Westfalske Fred 1648 skulle corpus evangelicorum afgøre religiøse spørgsmål i fællesskab med de katolske stænder. Sammenslutningen blev dannet i 1653 og bestod frem til Det Tysk-romerske Riges opløsning i 1806, men navnet havde allerede været anvendt fra 1500-t. om det mere uformelle samarbejde mellem de evangeliske rigsstænder. Corpus evangelicorum er desuden navn på det forbund af evangeliske stater, som den svenske kong Gustav 2. Adolf uden held søgte at skabe på Kontinentet i 1630'erne.