Johan Georg 2., 1613-1680, kurfyrste af Sachsen fra 1656; søn af Johan Georg 1. Johan Georg måtte efter faderens testamente dele sine lande med sine tre yngre brødre. En ødsel hofholdning og udsmykningen af Dresden til en prægtig residens bidrog til kurfyrstendømmets katastrofale økonomi. Den opvejedes i mindre grad af de subsidier, som hans støtte til Frankrig indbragte. I 1673 sluttede Johan Georg sig dog til Ludvig 14.s modstandere og vendte dermed tilbage til Sachsens traditionelt kejservenlige politik.