Frederik 2., Friedrich, 1633-1708, landgreve af Hessen-Homburg. I svensk krigstjeneste deltog han 1657-58 i erobringen af Danmark, og ved Stormen på København 1659 mistede han et ben. Som general i den brandenburgske hær glimrede han i optakten til Slaget ved Fehrbellin 1675. I 1681 blev han landgreve i det lille fyrstendømme. Frederik er forbillede for Heinrich von Kleists skuespil Prinz Friedrich von Homburg (1811).