Schwaben omfattede før år 1000 hele det schwabisk-alemanniske sprogområde, som i folkevandringstiden var blevet erobret af de germanske sveber (heraf Schwaben) og alemannere.
Territoriet omfattede det tysksprogede Schweiz, Alsace, det sydlige Baden, Württemberg, dele af Bayern, Liechtenstein samt Vorarlberg. Efter Karolingerrigets fald samledes Schwaben i 917 som et hertugdømme. Det forlenedes i 1079 til den tysk-romerske kejserslægt hohenstauferne, der sad som schwabiske hertuger indtil 1268.
Herefter ophørte Schwabens historie som selvstændigt fyrstendømme, hvilket især greverne af Württemberg og habsburgerne drog fordel af. I 1300- og 1400-t. søgte de tysk-romerske kejsere at hævde rigets autoritet i området ved bl.a. at støtte oprettelsen af en række byforbund, især Det Schwabiske Forbund 1488-1534, der foruden 22 rigsbyer omfattede en lang række af områdets store fyrster og var med til at undertrykke bondeopstandene 1524-25.
Efter 1500 levede navnet Schwaben videre i Den Schwabiske Kreds, en administrativ nyordning inden for Det Tysk-romerske Rige, der eksisterede indtil 1806.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.