Greifswald, by i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern 85 km øst for Rostock ved floden Rycks udmunding i Greifswalder Bodden; 54.600 indb. (2010).

I henhold til DDR's energiprogram opførtes i 1973 det nu afviklede Kernkraftwerk Nord ved forstaden Lubmin. Greifswald har universitet, Ernst-Moritz-Arndt-Universität Greifswald, som blev grdl. 1456; det har 12.000 studerende (2011).

Historie

Greifswald voksede op omkring et saltværk, der kendes fra 1193, og saltproduktionen var indtil 1800-t. et væsentligt grundlag for byens blomstrende handelsliv.

Blandt de mange gamle bygninger er flere middelalderkirker, et oprindelig gotisk rådhus (1300-1700-t.) og talrige borgerhuse, bl.a. en række fine gavlhuse.

Greifswald fik byrettigheder ca. 1250, og selvom den i 1200-t. kom under hertugerne af Pommern, nød den som hansestad fra 1281 godt af stor politisk selvstændighed. I 1456 grundlagdes universitetet, der blev det åndelige midtpunkt i Pommern. Fjernhandel og handelsprivilegier gav Greifswald økonomisk fremgang, dog afløst af nedgang efter Trediveårskrigen, da den i 1648 kom under svensk herredømme; i 1815 blev byen preussisk.

Den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich er født 1774 i Greifswald. Flere af hans motiver har rødder i byen og dens omgivelser. Fra 1798 bosatte han sig permanent i Dresden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig