Theodor Heuss, tysk politiker, Vesttysklands præsident 1949-59. Efter studier i statsvidenskab arbejdede Heuss som avisredaktør og underviste ved Hochschule für Politik i Berlin. 1924-28 og 1930-33 var han rigsdagsmedlem for Deutsche Demokratische Partei, DDP (fra 1930 Deutsche Staatspartei). Heuss advarede mod Hitler i bogen Hitlers Weg (1932) og var derfor 1933-45 ramt af publiceringsforbud. I 1948 blev Heuss leder af det nystiftede Freie Demokratische Partei, FDP, og var 1948-49 medlem af det parlamentariske råd, som udformede den vesttyske grundlov. Heuss valgtes i 1949 til Forbundsrepublikkens første præsident. Han havde posten indtil 1959, da han afløstes af Heinrich Lübke fra CDU.