Barokslottet Charlottenburg blev opført 1695-1790.

.

Charlottenburg, bydel i Berlin, som var en selvstændig købstad vokset op omkring slottet Charlottenburg, indtil den i 1920 blev indlemmet i Berlin som et af hovedstadens 23 bydistrikter, Bezirke.

Ved Berlins deling blev Charlottenburg centrum i Vestberlin. Her ligger bl.a. Zoo, Deutsche Oper, Teknisk Universitet, Olympiastadion, radiotårnet Funkturm og det internationale kongrescenter ICC.

Siden forvaltningsreformen i 2001 er Charlottenburg ikke længere en selvstændig administrativ bydel, men hedder nu Bezirk Charlottenburg-Wilmersdorf.

Barokslottet Charlottenburg blev opført i flere etaper 1695-1790. Et mindre landslot, bygget for kyrfyrstinde, senere dronning Sophie Charlotte (1668-1705) af Johann Arnold Nering, blev forlænget med to sidefløje af Georg Wenceslaus von Knobelsdorff og fik en kuppelkronet tambur over midtfløjen.

I slotsparken ligger den yndefulde rokokobygning Belvedere, opført 1789-90 af Carl Gotthard Langhans, foran slottet to klassicistiske pavilloner (1852-59) af Friedrich August Stüler, der bl.a. har tjent som museer.

Charlottenburg er restaureret efter svære ødelæggelser i 1943, og Andreas Schlüters berømte rytterstatue af kurfyrst Frederik Vilhelm (1700), der stod ved kongeslottet i Berlin, er opstillet i slotsgården.

Læs mere om Berlin.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig