Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 påbegyndte nazisterne en systematisk ensretning af det tyske samfund. På Unter den Linden i Berlin afholdtes således den 10.5.1933 en kæmpemæssig bogbrænding af uønsket litteratur. Især bøger om jødiske forhold og af jødiske forfattere blev tilintetgjort, men også pacifistisk litteratur som Erich Maria Remarques Intet Nyt fra Vestfronten (1929) blev kastet på bålet.

.

Salman Rushdies De sataniske vers (1988, da. 1989) blev af mange muslimer opfattet som blasfemisk. Det førte til symbolsk afbrænding af bogen, først i England. Efter den iranske dødsdom over Rushdie i februar 1989 bredte demonstrationerne sig til muslimske lande som Pakistan og Indien; snart fandt der også bogbrændinger sted i fx Danmark og som her i den hollandske by Haag i marts 1989.

.

Bogbrænding, tilintetgørelse af bøger, der anses for at indeholde farlige eller "forkerte" meninger.

Bogbrændinger i middelalderen

Bogbrænding kendes fra flere kulturer, men var især et vigtigt led i middelalderens europæiske kætterprocesser (se også autodafé), fx da den katolske kirke i 1240 efter en proces mod den jødiske Talmud lod et vognlæs talmudmanuskripter afbrænde offentligt i Paris.

Også kætterske kristne sekters skrifter kom på bålet, ikke mindst under Reformationens religiøse opgør. Med trykkekunstens udbredelse blev bogbrænding dog en umulig metode til begrænsning af udbredelsen af divergerende tanker. I stedet blev censur udbredt overalt og udvikledes inden for den katolske kirke i form af Index librorum prohibitorum.

Nutidens rituelle afbrændinger

I moderne tid har bogbrænding haft ideologisk og rituel karakter snarere end praktisk, fx afbrændingen af kommunistisk litteratur i USA i 1950'erne og af uislamisk litteratur som Salman Rushdies De sataniske vers, der blev brændt i Pakistan og Indien i slutningen af 1980'erne.

Nazistiske bogbrændinger i 1933

Det mest opsigtsvækkende eksempel i 1900-tallet er dog tilintetgørelsen af bøger af "degenererede, entartete, og jødiske litterater" i næsten alle tyske universitetsbyer den 10. maj 1933. Bogbrændingen markerede højdepunktet i en række aktioner, båret af den nazistiske tyske studenterbevægelse, mod den såkaldte "utyske ånd".

Man havde forberedt et anklageskrift på ni punkter, efter hvilke navngivne forfattere blev råbt op for derefter at få deres skrifter kastet på bålet. Blandt navnene, der gik igen fra by til by, var Karl Marx, Heinrich Mann, Erich Kästner, Sigmund Freud, Erich Maria Remarque, Kurt Tucholsky og Carl von Ossietzky.

Anklagerne rakte fra ophidselse til klassekamp over usædelighed og "litterært forræderi" mod verdenskrigens frontsoldater til "jødisk frækhed i omgangen med det tyske sprog". Kulminationen var et massemøde på Opernplatz i Berlin, indledt med en tale af Joseph Goebbels, med 40.000 studenter, lærere og SA-mænd som deltagere.

I Berlin bar man billedhuggeren Harald Isensteins buste af seksualforskeren Magnus Hirschfeld rundt på et kosteskaft. I Frankfurt am Main blev bøgerne fragtet til bålet på en oksekærre, ledsaget af slagtersvende i hvide kitler. Hensigten med de forskellige aktioner var at underminere Weimarrepublikken åndelige grundlag, samtidig med at den tyske nation "dermed havde renset sig indvortes og udvortes", som Goebbels udtrykte det. Bogbrændingen blev et konkret udtryk for den kulturelle ensretning under nazismen.

Mindesmærket i Berlin

I Berlin på Bebelplatz (fhv. Opernplatz) nær Staatsoper er der i 2000 stiftet et mindesmærke over bogbrændingen i 1933 i form af en glasflise ned til et underjordisk rum, der udelukkende består af tomme boghylder. På en bronzetavle står Heinrich Heines profetiske advarsel fra 1823: "Das war Vorspiel nur. Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen." ('Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker').

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig