Mein Kampf er Adolf Hitlers tobindsværk om sit liv og sine politiske idéer og mål, påbegyndt under et fængselsophold i Landsberg i 1924; første bind, Eine Abrechnung (Et Opgør), udkom i 1925, andet bind, Die nationalsozialistische Bewegung (Den nationalsocialistiske Bevægelse), i 1926.

I 1930 var der solgt knap 20.000 eksemplarer af værket; ved Tysklands fald i 1945 var det trykt i omkring 10 millioner eksemplarer på tysk og oversat til 16 sprog. En dansk udgave, Min Kamp, udkom i 1934.

Første bind rummer en idealiseret selvbiografi, mens andet bind beskriver den nazistiske bevægelses historie frem til det såkaldte Ølstuekup i München i 1923; her skitseres endvidere nazismens centrale politisk-ideologiske mål, der var baseret på den konservativ-romantisk prægede tyske völkische nationalisme, antisemitisme og antibolsjevisme samt forestillingen om Lebensraum.

Væsentlig var også Hitlers forestillinger om propaganda og SA-korpsets politiske rolle. Hans politiske mål fremgik således tydeligt af Mein Kampf, men i samtiden var der kun få modstandere af nazismen, der læste værket eller tog det alvorligt.

Mein Kampf fungerede næsten som Det Tredje Riges bibel. Fra 1936 fik alle brudepar overrakt et eksemplar efter vielsen, mens frontsoldater under krigen fik udleveret håndterlige udgaver til tornysteret.

En hidtil populær antagelse, at ingen læste bogen, blev i 2006 delvist dementeret af en undersøgelse, der blandt andet beskæftigede sig med bibliotekernes udlån af den inden Hitlers magtovertagelse i 1933.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig