Buchenwald, tysk koncentrationslejr ved Weimar. Buchenwald var en af de første og største tyske koncentrationslejre, oprettet i juli 1937 på Ettersberg uden for Weimar. Den indrettedes først til politiske fanger fra Sachsen, men i november 1938 interneredes desuden omkring 10.000 jøder i lejren. Buchenwald var hovedlejr for hen ved 130 mindre lejre og aflæggere, der udlejede fanger som slavearbejdere til tysk industri, og SS-læger udførte medicinske forsøg med fangerne. I 1944 blev knap 2000 danske politifolk deporteret til Buchenwald.

Lejren havde intet gaskammer, men et stort antal fanger blev henrettet i et nakkeskudsanlæg. Af de i alt ca. 250.000 fanger, som passerede lejren, omkom over 50.000.

I august 1944 blev lederen af det tyske kommunistparti Ernst Thälmann bragt til lejren og skudt i krematoriets gård. Buchenwald blev befriet af amerikanske tropper 11. april 1945, og 31 fra lejrpersonalet blev i 1947 anklaget for krigsforbrydelser. To blev dødsdømt.

Efter at amerikanerne havde trukket sig tilbage, genanvendte den sovjetiske besættelsesmagt Buchenwald som interneringslejr for politiske fanger under betegnelsen Speziallager Nr. 2, som først blev lukket i 1950.

Buchenwald havde en særlig betydning i den kommunistiske selvforståelse, og i 1956 åbnede DDR den tidligere lejr som nationalt mindested, hvis indgang domineres af Fritz Cremers (1906-93) figurgruppe, der fremstiller de kommunistiske fangers opstand i kz-lejrens sidste dage.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig