Faktaboks

Adolf Hitler
Født
20. april 1889
Død
30. april 1945

Adolf Hitler tiljubles af en begejstret, heilende menneskemasse på Olympia Stadion i Berlin under 1. maj-manifestationen 1939. For at vinde arbejderne for regimet opfyldte nazisterne i 1933 et længe fremført krav om, at 1. maj skulle være fridag. Den indgik under betegnelsen Tag der nationalen Arbeit i Det Tredje Riges i alt 12 festdage, Feiern des Reiches und des Jahresverlaufs, hvor befolkningen i masseoptog hyldede føreren og bekræftede regimets politik.

.

Adolf Hitler giver sin autograf til en gruppe unge drenge i Obersalzberg.

.

Adolf Hitler stående i bilen, omgivet af heilende soldater og folk.

.

Adolf Hitler. Værelset i bunkeren under Rigskancelliet i Berlin, hvor Hitler begik selvmord sammen med Eva Braun 30.4.1945. Amerikansk foto fra juli 1945.

.

Adolf Hitler var en tysk, nazistisk politiker og diktator. Hitler og hans nazistiske parti, NSDAP, indledte 2. Verdenskrig med den tyske hærs invasion af Polen i 1939. I 1933 blev Hitler valgt til den tyske rigsdag, og samme år blev han udnævnt til regeringschef, rigskansler. I årene 1933 til 1945 stod han og hans parti bag folkemord på jøder og andre mennesker, de ikke mente passede ind i Det Tredje Rige, som var deres navn for staten Tyskland.

Adolf Hitler på talerstolen, 1942. Hitler var meget bevidst om sit kropssprog og tog en overgang undervisning hos en skuespiller i Berlin. Han forstod i sine retoriske udfoldelser at kontrollere og udnytte sine følelser; de karakteristiske gestikulationer er således nøje indstuderet.

.

De knuste kunstnerambitioner

Hitler blev født i Braunau am Inn i Østrig og havde tidligt ambitioner om at blive kunstmaler. I 1907 kom han til Wien og søgte her ind på kunstakademiet, men blev ikke optaget. Kunstnerdrømmene var hermed knust, og i de følgende år hutlede Hitler sig igennem som bl.a. maler, indtil han i 1913 kom til München.

Allerede da menes hovedlinjerne i hans radikale antisemitiske og "folke-nationalistiske" verdensbillede at være skabt.

Hitler og NSDAP

Ved 1. Verdenskrigs udbrud meldte Hitler sig frivilligt til krigstjeneste, og erfaringerne ved fronten kom til at præge ham. Han blev såret to gange og dekoreret med Jernkorset af 1. og 2. klasse. Tysklands sammenbrud i 1918 så han som hjemmefrontens svigten, jf. dolkestødslegenden.

Efter krigsafslutningen blev Hitler i 1919 efterretningsagent for den bayerske hær. I september samme år i München bragte det ham i kontakt med det lille nationalistiske Deutsche Arbeiter Partei, DAP. Hitler meldte sig ind, kom hurtigt ind i partiledelsen med ansvar for propaganda og gjorde sig bemærket som taler. Partiet skiftede i 1920 navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, og fik et nationalistisk, antisemitisk program.

Med sin propagandistiske agitation mod Versaillestraktaten og Weimarrepublikken gjorde Hitler NSDAP kendt i Bayern, og i 1921 blev han partiets "fører".

Hitlers vej mod magten

Hitler forsøgte i november 1923 ved det såkaldte Ølstuekup i München at vælte republikken. Men kuppet mislykkedes, NSDAP blev forbudt, og Hitler idømtes fem års fængsel for højforræderi. I fængslet skrev han Mein Kampf, 1-2 (1925-1927, på dansk Min kamp, 1934), som er en kombination af selvbiografi og politisk-ideologisk kampskrift.

Allerede i december 1924 blev Hitler løsladt, undgik udvisning, og i februar 1925 blev det muligt for ham at gendanne NSDAP. Belært af det mislykkede kup skiftede Hitler og NSDAP taktik og forsøgte nu at komme til magten ad parlamentarisk vej. Partiet blev reorganiseret, men den nye legalitetstaktik viste sig i begyndelsen ikke som nogen succes.

Først med deltagelsen i kampagnen mod Youngplanen i 1929 og efter at den økonomiske krise var blevet mærkbar, begyndte vælgerne at strømme til.

NSDAPs gennembrud

Ved rigsdagsvalget i september 1930 fik NSDAP sit gennembrud; partiet nidoblede sit stemme- og mandattal og blev Tysklands næststørste. Hitler var på det tidspunkt statsløs og foragtede parlamentarisk arbejde. Han stillede først selv op til præsidentvalget i 1932 efter at være blevet tysk statsborger. Her fik han 36,8 procent af stemmerne og tabte dermed til Hindenburg, der fik 53 procent.

Hitler som rigskansler

Men Hitlers taktik viste sig at være brugbar; bl.a. via deltagelse i højrealliancen Harzburgerfront understregede han sin og Nazipartiets centrale stilling, og den 30. januar 1933 blev han udnævnt til rigskansler i en højrenational koalitionsregering.

Som regeringsleder viste han sig som en stor taktiker og hensynsløs magtpolitiker.

Både før 1933 og efter blev Hitler undervurderet såvel i Tyskland som uden for. Dette styrkede imidlertid hans selvopfattelse; han ringeagtede sine modstandere og karakteriserede dem som "nuller".

Støttet af Hermann Göring forstod Hitler hæmningsløst at udnytte de muligheder, der bød sig efter magtovertagelsen. Weimarrepublikkens politiske system blev sat ud af kraft, forfatningen udhuledes, ikke-nazistiske partier og organisationer lammedes eller blev opløst, og samfundet blev ensrettet.

Skabelsen af Førermyten

Med Joseph Goebbels' dygtige iscenesættelse skabtes den såkaldte Førermyte med Hitler som Det Tredje Riges samlende skikkelse og absolutte midtpunkt. Billedet blev fremhævet gennem Hitlers demagogiske retorik og masseagitation, ligeledes arrangeret af Goebbels.

Hitlers foretrukne opholdssted var landstedet Berghof (ved Berchtesgaden ca. 120 km sydøst for München), hvor han gennem årene modtog en række statsmænd såsom David Lloyd George, Neville Chamberlain og ikke mindst Benito Mussolini.

Den fuldendte magterobring i 1934

Allerede i sommeren 1933 havde nazisterne så godt som fuld kontrol, og magterobringen fuldendtes efter rigspræsident Hindenburgs død den 2. august 1934. Han efterfulgtes af Hitler, der fik titlen Fører og rigskansler og blev udnævnt til militær øverstkommanderende.

Førerposten var ikke konstitutionelt fastlagt, så det bidrog til skabelsen af den såkaldte førerstat, et uindskrænket diktatur med Hitler som den øverste ansvarlige.

Hitlers mål om et stærkt, racerent Tyskland

Hitlers mål var at skabe et indenrigspolitisk stærkt, enigt og racemæssigt rent Tyskland og at genskabe landets position som verdensmagt. Ingen af delene kunne opnås uden kamp og krig.

Fra 1933 bekæmpede han med hård hånd sine politiske modstandere og diskriminerede skånselsløst dem, der af racemæssige årsager skulle udstødes fra det tyske nationale folkefællesskab. Det ramte jøderne, de handicappede og andre "racemæssigt mindreværdige". Nürnberglovene fra 1935 og Krystalnatten i 1938 var foreløbige kulminationer på den nazistiske jøde- og racepolitik.

I sine bestræbelser på at genskabe Tysklands stormagtsposition løb Hitler fra Tysklands internationale forpligtelser, fik revideret Versaillestraktaten og påbegyndte militær oprustning.

I november 1937 lod han de militære ledere forstå, at han var rede til at gå i krig for at skaffe den tyske nation det Lebensraum ('livsrum'), den havde krav på.

Optakten til 2. Verdenskrig

Fra 1938 gennemførte Tyskland territoriale udvidelser uden krig. Østrigs indlemmelse, Anschluß, gennemførtes i marts 1938, og efter Münchenaftalen blev de sudeter-tyske områder af Tjekkoslovakiet indlemmet i oktober samme år. I marts 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet indtaget.

Det var imidlertid kun begyndelsen. Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i august 1939 var et vigtigt taktisk skridt hen imod den krig, som for Hitler ikke kun var et middel til erobring af Lebensraum, men også et mål i sig selv.

Med angrebet på Polen den 1. september 1939 påbegyndte han 2. Verdenskrig.

De første krigsår 1939-1941

Hitler havde ikke brudt sig særligt om det daglige regeringsarbejde, men interesseret sig for de store linjer, især udenrigspolitikken Efter krigsudbruddet koncentrerede han sig om krigsførelsen og greb mere og mere ind i den operative del; krigsherren havde afløst politikeren.

I begyndelsen havde Hitler stor militær succes: Polen blev nedkæmpet i løbet af få uger, i april 1940 blev Danmark og Norge angrebet og besat, og i maj indledtes felttoget mod Vesteuropa, der sluttede med arvefjenden Frankrigs overgivelse den 22. juni 1940.

Dermed havde Hitler hævnet nederlaget i 1918, og han stod nu på højdepunktet af sin karriere. Han regnede herefter med, at det kun var et spørgsmål om tid, før England ville bede om fred. Dette holdt imidlertid ikke stik, og da det i Slaget om England mislykkedes at tilkæmpe sig luftherredømmet, blev planerne om en invasion af England udskudt.

Perioden frem til krigens afslutning i 1945

I april 1941 gik Tyskland til angreb på Balkan for at hjælpe sin allierede, Italien, og den 22. juni 1941 kastede Hitler Tyskland ud i krigen mod Sovjetunionen for at erobre Lebensraum i Rusland. Krigen på Østfronten kom til at bryde alle folkeretlige regler. Men med det sovjetiske modangreb foran Moskva i december 1941 blev angrebet dog standset.

Endlösung

Omtrent samtidig med angrebet på Sovjetunionen beordrede Hitler iværksættelsen af udryddelsen af de europæiske jøder, på tysk Die Endlösung der jüdischen Frage, ofte blot kaldet Endlösung.

Nazisternes folkemord gik også ud over de slaviske folk og romaerne.

Krigserklæringen mod USA

Krigslykken syntes dermed at være vendt, men det afholdt ikke Hitler fra kort efter Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941 at erklære USA krig.

Han håbede, at Japan ville angribe Sovjetunionen fra Manchuriet, så Stalin skulle udkæmpe en tofrontskrig. Dette skete imidlertid ikke. Den tyske krigserklæring legitimerede derimod at USA gik aktivt i krig mod Hitler. Tyskland befandt sig nu i en storkrig, som landet ikke kunne vinde. Hitler nægtede dog at se kendsgerningerne i øjnene og fik tyskerne til at kæmpe i en opslidende og for Tyskland ødelæggende krig, der varede frem til maj 1945.

Hitler, der i 1942 havde samlet alle væsentlige magtbeføjelser hos sig selv, viste sig ikke i stand til som militær øverstkommanderende at føre en forsvarskrig. Efterhånden som det blev mere og mere klart, at krigen var tabt, antog hans politik og øvrige beslutninger stadig mere desperate og destruktive former.

Attentatet mod Hitler

Samtidig forsøgte propagandaministeren, Joseph Goebbels, der i løbet af krigen blev førerstatens repræsentant over for befolkningen, at holde det tyske folks gejst oppe.

Flere og flere ledende officerer tvivlede på Hitlers dømmekraft og mentale tilstand, og den 20. juli 1944 blev et bombeattentat rettet mod ham i hovedkvarteret Wolfsschanze. Hitler overlevede dog og lod mange af de konspirerende officerer henrette.

Nero-ordren

Hitlers destruktive politik kulminerede, da han med den såkaldte Nero-ordre den 19. marts 1945 krævede ødelæggelse af Tyskland, fordi det tyske folk havde svigtet og ikke fortjente at leve videre.

Hitlers død og eftermæle

I januar 1945 var Hitler vendt tilbage til Berlin, men kort efter sin 56-års-fødselsdag gav han op.

Den 29. april frasagde han sig førertitlen og udnævnte storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger. Derefter giftede han sig med sin elskerinde, Eva Braun, og 30. april begik de begge selvmord. Hitler ønskede ikke at blive fanget og ydmyget af de sejrende allierede. Hitler skød sig selv gennem tindingen, og hans lig blev brændt. Den 7. maj kapitulerede Tyskland.

De sovjetiske styrker, der havde indtaget Berlin, fandt Hitlers delvis forkullede lig. Det blev identificeret ved hjælp af tandkort og derpå brændt.

Myterne om Hitlers overlevelse

Der eksisterede imidlertid rygter om, at han skulle være undsluppet, lige indtil russerne i slutningen af 1950'erne offentliggjorde obduktionsrapporten. Heri blev det hævdet, at han døde af gift (cyankalium). Men russerne må enten have obduceret et forkert lig, for Hitlers lig lod sig næppe obducere. Eller også har de af politisk-propagandistiske grunde ønsket at fremstille Hitler som fej ved at påstå, at han begik selvmord ved hjælp af gift.

Rygtet om Hitlers overlevelse kan betragtes som det sidste levn af den såkaldte Hitler- eller Førermyte, dvs. det billede, som Goebbels og Hitler selv, havde fremstillet af ham som den ophøjede person, der stod over alt og alle og var ubesmittet af regimets forbrydelser, fx jødeforfølgelsen. Hitlermytens funktion var at samle tyskerne om nazismen.

Men nazismen, som den var fremstået i Det Tredje Rige, kunne ikke overleve uden Hitler.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig