Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forpommern

Oprindelig forfatter FMyg Seneste forfatter Redaktionen

Forpommern, (ty. Vorpommern), den del af det tyske historiske landskab Pommern, der ligger vest for floden Oder. Hertugdømmet Pommern blev i 1500-t. delt i to mindre hertugdømmer, hvoraf det vestligste var sammenfaldende med Forpommern. Ved Den Westfalske Fred i 1648 tilfaldt området Sverige.

Efter Store Nordiske Krig kunne Preussen i 1720 indlemme en del af landet, og ved Wienerkongressen i 1815 blev den resterende del af svensk Forpommern overladt til Danmark, som dog i en byttehandel overgav området til Preussen mod at få Lauenburg. Herefter indgik Forpommern i den preussiske provins Pommern.

I 1945 skabte den sovjetiske militæradministration i Tyskland delstaten Mecklenburg-Vorpommern, som blev omdøbt til "Mecklenburg" i DDR for derefter ved en reform i 1952 at blive delt op i tre mindre forvaltningsområder, Bezirke.

Annonce

Ved genforeningen i 1990 blev betegnelsen Forpommern genoptaget i den nye tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Mygind: Forpommern i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78496