Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

folketyskere

Oprindelige forfattere BFur, BiSt og KCLa Seneste forfatter Redaktionen

folketyskere, folk af tysk afstamning, som bor i forskellige enklaver uden for det Tyskland, der bestod indtil 1937, især i Øst- og Sydøsteuropa.

Volksdeutsche var oprindelig den nazistiske betegnelse for personer, der levede uden for rigets grænser, og som ikke havde tysk statsborgerskab; bl.a. sudetertyskere, balttyskere og østrigere. De kaldtes også deutsche Volkszugehörige eller Spätaussiedler.

Med Den Tyske Forbundsrepubliks forfatning i 1949 sikres folk af tysk afstamning, som levede uden for de tyske grænser af 31.12.1937, et tysk statsborgerskab.

Annonce

Denne regel gælder ikke østrigere, men omfatter fx de polakker, der ikke taler tysk, men som nazisterne i 1940 gjorde til tyskere. Efter 1945 kom op imod 15 mio. folketyskere til Vesttyskland og siden opbruddet i Øst- og Centraleuropa fra 1989 har over tre mio. folketyskere søgt til Tyskland, især fra områder i det tidligere Sovjetunionen og fra Rumænien.

Gennem 1990'erne blev anerkendelsespraksissen for folketyskere strammet op. Dette betyder bl.a., at en tysk sprogtest skal bestås, inden den pågældende person kommer til Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjarne Furhauge, Birgit Stöber, Karl Christian Lammers: folketyskere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=77813