Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

Tyskland - historie - 1792-1866

Oprindelige forfattere BiSt og CBjø Seneste forfatter TeEsHa

Tyskland og Den Franske Revolution

Rivaliseringen mellem Preussen og Østrig fortsatte over Polen, hvor det ved Polens anden deling 1793 lykkedes Preussen at forhindre Østrig i at erhverve polsk territorium.

Ved Polens tredje og endelige deling i 1795 var det imidlertid Østrig, som sammen med Rusland bestemte, hvilke områder Preussen kunne få ved denne lejlighed. Begivenhederne i forbindelse med Den Franske Revolution bragte de to magter sammen mod det revolutionære Frankrig, men militære nederlag til franskmændene førte til, at Preussen og flere nordtyske fyrster sluttede fred i 1795.

Østrig og de sydtyske stater fortsatte krigen, men Napoleons sejre i Italien tvang Østrig til at afstå venstre Rhinbred til Frankrig. Forhandlinger om en tysk nyordning, bl.a. med godtgørelse til de sydtyske stater, der havde måttet afstå territorium, blev afbrudt af Østrigs genoptagne krig mod Frankrig 1799-1801.

Annonce

Østrigs nederlag i krigen åbnede for fransk indblanding i tysk nyordning i 1803, hvorefter de gejstlige lande blev ophævet og deres områder givet som kompensation til de fyrster, der havde måttet afgive land til Frankrig, den såkaldte mediatisering.

Det Tysk-romerske Kejserdømme var nu berøvet ethvert skin af myndighed, og da Østrig 1805 sluttede sig til koalitionen mod Frankrig, gjorde flere tyske fyrster fælles sag med Frankrig, hvad der fremmede Napoleons hurtige sejr over Østrig.

12.7.1806 dannedes Rhinforbundet af 16 tyske stater i nær tilknytning til Frankrig, og i konsekvens heraf nedlagde Frans 2., der i 1804 tillige havde udråbt sig som kejser af Østrig, nu Det Tysk-romerske Rige. Rhinforbundets oprettelse medførte yderligere mediatisering af små fyrstendømmer, grevskaber og stifter.

Preussen protesterede mod den franske tilstedeværelse i Tyskland, men måtte ved Freden i Tilsit 7.8.1807 afgive halvdelen af sit territorium. Østrig valgte at gå i alliance med Napoleon, der indgik ægteskab med Marie-Louise, datter af kejser Frans 2., og i 1810 inkorporerede Napoleon hele den tyske Nordsøkyst samt Lübeck i Frankrig.

Det Tyske Forbund

Tyskland 1815-1918.

Tyskland 1815-1918.

Efter Napoleons nederlag i Rusland rejste Preussen og senere Østrig sig mod Frankrig, og efter det franske nederlag i "Folkeslaget" ved Leipzig i oktober 1813 rømmedes Tyskland. Ved Freden i Paris 30.5.1814 fik Tyskland sin vestgrænse fra 1792.

Wienerkongressen genordnede Tysklands forhold. Preussens areal fordobledes, og 8.6.1815 oprettedes Det Tyske Forbund, der omfattede de nu 35 tilbageværende tyske lande samt fire fristæder. Forbundet blev frem til 1866 en løs ramme om de tyske stater.

I tiden frem til 1830 blev der slået hårdt ned på de spredte udtryk for tyske enhedsbestræbelser. Julirevolutionen 1830 i Frankrig påvirkede den indre politiske udvikling i en række tyske stater, som fik nye forfatninger. En væsentlig forandring var Hannovers adskillelse fra Storbritannien 1837.

Fra 1840'erne kom fortalere for tysk national enhed og for gennemførelsen af konstitutionelle og liberale reformer til orde, især i Sydtyskland. Den tyske enhedsbevægelse blev ikke mindst båret frem i akademiske miljøer, og i 1847 blev der i Preussen indkaldt en landdag, der bl.a. fremkom med forslag til en ændret forbundsforfatning.

Februarrevolutionen 1848 fejede på få uger hen over Tyskland. 31.3.1848 samledes i Frankfurt det såkaldte Forparlament. Det vedtog en valglov til en nationalforsamling, som trådte sammen 18/5 og 29/6 besluttede at oprette en centralregering med en rigsforstander, den østrigske ærkehertug Johan, i spidsen, mens Forbundsdagen opløstes.

Den tyske nationalforsamling tog fat på forfatningsdrøftelserne, men kom i modvind på grund af reaktionens sejr i Preussen og Østrig, en republikansk opstand i Baden og frustrationen over den manglende frigørelse af Slesvig og Holsten fra dansk overherredømme.

I drøftelserne om et fremtidigt Tyskland afsløredes modsætningerne mellem lilletyskere, der ønskede Østrig udelukket, og stortyskere, der ønskede Østrig med dets ikke-tyske lande med. Lidt over halvdelen af medlemmerne tilbød 27.3.1849 den preussiske konge kejserværdigheden, men han afslog. Østrig og senere Preussen trak deres delegerede hjem, mens preussiske tropper i maj 1849 nedkæmpede republikanske opstande. Preussen flyttede nationalforsamlingen til Stuttgart, hvor resterne opløstes i juni.

Det Tyske Forbund genoptog sin virksomhed i maj 1851, men dets virksomhed var begrænset af den stadige rivalisering mellem Preussen og Østrig, støttet af en række mellemstore syd- og mellemtyske stater. Preussens magt og indflydelse styrkedes imidlertid, og det lykkedes Preussens kansler fra 1862 Otto von Bismarck at udskyde opgøret ved at bringe østrigsk deltagelse i krigen mod Danmark 1864 i stand, hvorefter det kom til et opgør mellem de to magter over administrationen af Slesvig-Holsten.

Østrig krævede, at Det Tyske Forbund skred ind mod Preussen, der som svar udtrådte af forbundet. Resultatet blev Den Preussisk-østrigske Krig.

Efter Østrigs og dets allieredes nederlag opløstes Det Tyske Forbund, og Preussen stillede sig i 1867 i spidsen for et Nordtysk Forbund. Østrig var hermed trængt ud af Tyskland, og Preussens altdominerende rolle i tysk politik var en kendsgerning.

Til det foregående afsnit.

Næste afsnit (1866-1914).

Læs mere om Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Claus Bjørn: Tyskland - historie - 1792-1866 i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175855