Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik 2.

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter Redaktionen

Frederik 2. Den tysk-romerske kejsers lidenskabelige interesse for jagt med fugle fik ham til at samle litteratur om fugle af både muslimske, kristne og antikke græske forfattere. Samtidig studerede han selv gennem hele livet systematisk fugle fra sine jagtslotte i Syditalien. Dedikationsbilledet i en tidlig håndskriftudgave af hans ornitologi viser ham som både falkejæger og antik kejser. Vatikanbiblioteket.

Frederik 2. Den tysk-romerske kejsers lidenskabelige interesse for jagt med fugle fik ham til at samle litteratur om fugle af både muslimske, kristne og antikke græske forfattere. Samtidig studerede han selv gennem hele livet systematisk fugle fra sine jagtslotte i Syditalien. Dedikationsbilledet i en tidlig håndskriftudgave af hans ornitologi viser ham som både falkejæger og antik kejser. Vatikanbiblioteket.

Frederik 2., 26.12.1194-13.12.1250, konge af Sicilien 1198, af Tyskland 1212 og 1215, tysk-romersk kejser fra 1220, konge af Jerusalem fra 1229; søn af Henrik 6. og Konstance af Sicilien.

Med forældrenes giftermål i 1186 forenedes det tysk-romerske hohenstaufiske kejserdømme med det magtfulde normanniske kongedømme på Sicilien.

Da Frederik var knap tre år, døde hans far, moderen et år senere. Frederik var kort forinden blevet kronet som siciliansk konge, men i de følgende år blev han en brik i et blodigt magtspil og fange hos forskellige stormænd, mens hans officielle formynder, pave Innocens 3., kun i ringe grad greb ind.

Annonce

I 1208 blev Frederik myndig og året efter gift med Konstance af Aragonien (d. 1222). I 1212 blev han valgt til tysk konge, støttet af paven, og tre år efter kunne Frederik lade sig krone i den tyske kejserby Aachen. På Karl den Storesrelikvier aflagde han løfte om at tage på korstog, et løfte, som han senere bittert må have fortrudt.

Først var det imidlertid nødvendigt at sikre magten i Tyskland, og i 1220 kom Frederik til Rom, hvor han kronedes til tysk-romersk kejser. Det 5. korstog var afsejlet året før, men inden Frederik nåede at følge efter, var det i 1221 endt i et totalt nederlag.

I 1225 blev Frederik ved pavens mellemkomst gift med Yolanda af Brienne (d. 1227), der var arving til det muslimsk beherskede kongedømme Jerusalem; samtidig fornyede han sit korstogsløfte.

To år efter begav han sig af sted, men blev syg og måtte vende om, hvorpå han blev bandlyst af pave Gregor 9. Men i 1229 nåede han til Det Hellige Land og indgik en aftale med den egyptiske sultan al-Kamil, hvilket sikrede ham Jerusalem. Frederik blev efter en kortvarig forsoning atter bandlyst af paven, som lagde den hellige by i interdikt og forbød alle kirkelige handlinger dér.

De følgende år koncentrerede Frederik sig om forvaltningen af sine områder. I 1231 udgav han et detaljeret lovkompleks for Sicilien. Administratorer rekrutteredes fra universitetet i Napoli, som Frederik havde grundlagt i 1224.

Sønnen Henrik var blevet indsat som konge i Tyskland, men kom i modsætning til fyrsterne og sluttede forbund med lombarderne. Frederik afsatte ham i 1235 og holdt ham fanget på Sicilien, indtil han døde i 1242, ifølge Frederiks fjender dræbt af sin far.

Da der var skaffet ro i Tyskland, vendte Frederik sig mod Norditalien og opnåede en række sejre 1237-39 og begyndte at true Kirkestaten. Paven bandlyste ham og støttede aktivt Den Lombardiske Liga. I 1241 belejrede Frederik Rom, men da paven døde, trak han sig tilbage til Tyskland.

Efter to års vakance blev Innocens 4. valgt til pave i 1243, men han flygtede for Frederik til Lyon, hvor et kirkemøde i 1245 bandlyste Frederik og afsatte ham som kejser. I 1246 konsoliderede Frederik sin magt i Tyskland ved at lægge Østrig direkte under kronen, og han begyndte at gå mod Lyon, men blev opholdt af uroligheder i Norditalien og døde i 1250. "Lad himlene fryde sig og jorden juble," skrev Innocens 4. ved meddelelsen om hans død.

Det skarpe modsætningsforhold mellem Frederik og pavestolen skyldtes dels pavens frygt for en samling af Tyskland og Syditalien, dels Frederiks kejseridé. Som arvtager efter Karl den Store og farfaderen, Frederik 1. Barbarossa, så Frederik sig som hele kristenhedens beskytter, der skulle rense kirken for den korrupte, pengegriske usurpator på pavestolen. Kredse om ham var desuden inspireret af samtidige tanker om en verdenskejser på Jerusalems trone, der skulle indvarsle, at de sidste tider var nær.

Den pavelige propaganda udnævnte Frederik til Antikrist og anklagede ham for at være kryptomuslim eller endog ateist. I virkeligheden indeholder hans lovgivning de forholdsregler mod kættere, jøder og muslimer, som var almindelige i 1200-t.

Frederik var ikke ukendt med muslimsk kultur. Ved sit hof på Sicilien samlede han jødiske og muslimske lærde, der oversatte især naturvidenskabelige værker fra arabisk. Frederik interesserede sig levende for falkejagt og skrev det første store empirisk baserede ornitologiske værk i Europa, Kunsten at jage med fugle.

I lighed med den samtidige spanske konge Alfonso 10. skrev Frederik digte på folkesproget, og hans "Sicilianske digterskole" blev en forløber for Dantes og Petrarcas skrifter på italiensk.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: Frederik 2. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79625