• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rudolf Hess

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter Redaktionen

Rudolf Hess, 26.4.1894-17.8.1987, tysk politiker. Rudolf Hess blev allerede i 1920 medlem af NSDAP, og tæt knyttet til Adolf Hitler bidrog han til at opbygge førerkulten.

Efter det mislykkede Ølstuekup i 1923, hvor Hess blev arresteret, fungerede han som Hitlers privatsekretær i fængslet og nedskrev efter diktat første bind af Mein Kampf. I 1933 udnævntes Hess til Hitlers stedfortræder i partiet, som han i praksis ledede, og samme år fik han rang af minister.

Selvom Hess i 1939 blev placeret som nr. 3 i det nazistiske hierarki (efter Hitler og Hermann Göring), var hans politiske betydning ringe, og han fungerede fortrinsvis som Hitlers talerør.

Annonce

Den 10.5.1941 fløj han alene og på eget initiativ til Skotland og kastede sig ud med faldskærm med henblik på fredsforhandlinger med den britiske regering. Hitler distancerede sig fra aktionen og Hess blev holdt fængslet af briterne.

Ved Nürnbergprocessen efter krigen blev Rudolf Hess idømt livsvarigt fængsel. Han begik selvmord i Spandaufængslet i Berlin som den sidste af de dømte nazistiske krigsforbrydere fra den store Nürnbergproces.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: Rudolf Hess i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91056