Kurt Daluege, 15.9.1897-23.10.1946, tysk SS- og politiofficer. Daluege blev medlem af NSDAP i 1922 og af SS i 1928. Efter nazisternes magtovertagelse fik han en ledende post i det preussiske politi og medvirkede i 1934 ved udrensningen af Ernst Röhm og SA-ledelsen. I 1936, da SS-føreren Heinrich Himmler overtog ledelsen af det tyske politi, blev Daluege chef for ordenspolitiet og Himmlers stedfortræder, men han stod i skyggen af Gestapos chef Reinhard Heydrich. Efter Heydrichs død i 1942 var Daluege en tid stedfortrædende rigsprotektor for Bøhmen og Mæhren. Han var bl.a. ansvarlig for massakren i Lidice og blev efter krigen dømt til døden og hængt i Prag for sine krigsforbrydelser.