Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl Liebknecht

Oprindelig forfatter JNL Seneste forfatter Redaktionen

Karl Liebknecht taler til Berlins befolkning.

Karl Liebknecht taler til Berlins befolkning.

Karl Liebknecht, 13.8.1871-15.1.1919, tysk advokat og politiker, søn af Wilhelm Liebknecht. Karl Liebknecht blev i 1908 medlem af det preussiske parlament og i 1912 indvalgt i Rigsdagen for Socialdemokratiet (SPD). Han tilhørte partiets radikale venstrefløj og markerede sig efter 1. Verdenskrigs udbrud som kompromisløs krigsmodstander.

I december 1914 brød Karl Liebknecht som eneste socialdemokratiske rigsdagsmedlem partidisciplinen og stemte imod krigskreditterne. Herefter blev han samlingsfigur for den partiinterne opposition mod krigsførelsen. Efter en offentlig demonstration mod krigsførelsen blev han idømt 21/2 års tugthus for højforræderi.

I 1916 trådte Karl Liebknecht ud af SPD's rigsdagsgruppe, og i oktober 1918 stillede han sig sammen med Rosa Luxemburg i spidsen for en revolutionær gruppering, Spartakusforbundet.

Annonce

Under Novemberrevolutionen i 1918 proklamerede Liebknecht den frie socialistiske republik fra Berlins Slot.

Under Spartakusopstanden i januar 1919 blev Karl Liebknecht sammen med Rosa Luxemburg arresteret og derpå myrdet af frikorpsofficerer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Johnny N. Laursen: Karl Liebknecht i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=116708