Otto von Bismarck var et yndet offer for samtidens karikaturtegnere. I denne franske karikatur fra 1870 med titlen Pilori-phrénologie (Gabestoks-frenologi) er Bismarcks ansigt opdelt i områder med forskellige påskrifter; bl.a. nævnes i panden de besejrede lande Danmark, Østrig og Frankrig. Karikaturen er forsynet med en undertekst, der lyder: Den liberale maske, der driver af skinhellighed, forbereder af republikansk blod et gudemåltid til de forbløffede konger. Som hårdnakket diplomat slår han løs på friheden med død og skændsel.

.

Otto von Bismarck. Dette officielle portrætfoto af kansleren er taget omkring 1865, kort tid efter at han som preussisk ministerpræsident havde gennemført den omstridte hærreform. Bismarck bærer den karakteristiske preussiske pikkelhue.

.

Otto von Bismarck, Otto Eduard Leopold von Bismarck, 1.4.1815-30.7.1898, preussisk og tysk statsmand; samlede Det Tyske Rige i 1871, rigskansler 1871-90.

Otto von Bismarck kom fra en gammel østelbisk officers- og godsejerslægt; i 1865 blev han greve, i 1871 fyrste og 1890 hertug af Lauenburg. Efter et jurastudium i Göttingen og Berlin havde han en kort og mislykket karriere som embedsmand ved kammerretten i Berlin.

I 1840'erne vendte han tilbage til familiens godser øst for Elben og viste sig her som en dygtig landmand. En kort periode med en noget udsvævende tilværelse blev afløst af interesse for politik, historie og teologiske emner, og efter faderens død i 1845 overtog han godset Schönhausen og blev i 1847 gift med den religiøse godsejerdatter Johanna von Puttkamer.

Samme år blev han indvalgt i den preussiske landdag og var 1851-59 preussisk repræsentant i den fællestyske Forbundsdag i Frankfurt, hvor han i konflikt med de østrigske repræsentanter forsvarede den preussiske stats interesser.

I perioden 1859-62 var Otto von Bismarck diplomat, først ved forbundsdagen i Frankfurt, derefter i Skt. Petersborg og til sidst i Paris.

I 1862 blev han bl.a. efter pres fra krigsminister Albrecht von Roon kaldt tilbage for som preussisk ministerpræsident at løse konflikten mellem kong Vilhelm 1. og landdagens liberale flertal om en hærreform, der indebar øgede militærudgifter.

Bismarck "løste" konflikten ved at gennemføre reformer i direkte modstrid med flertallet i landdagen, ligesom militærbudgettet i en årrække blev vedtaget uden om parlamentsflertallet. Den liberale modstand foranledigede Bismarck til at erklære, at "tidens store spørgsmål løses ikke med taler og flertalsbeslutninger, men med blod og jern", en udtalelse der har præget eftertidens opfattelse af ham.

Hærreformen blev et vigtigt middel til opnåelse af Bismarcks politiske mål: Tysklands nationale samling, som under hans ledelse blev realiseret efter tre krige; først i alliance med Østrig mod Danmark i 1864, dernæst mod Østrig i 1866 og sidst mod hovedmodstanderen Frankrig i 1870-71.

Sejren over Frankrig førte til oprettelsen af Det Tyske Rige. Som den første rigskansler i riget fik Bismarck omfattende indflydelse; han var kun ansvarlig over for kejseren og var samtidig med rigskanslerembedet ministerpræsident i Preussen, den største af de tyske delstater. Indtil 1878/79 styrede kansleren i tæt samarbejde med de nationalliberale kræfter og indledte samtidig en politisk og kulturel kamp, Kulturkampen, mod de tyske katolikker og det nydannede katolske parti Zentrum, da han anså den katolske kirkes krav om uafhængighed af staten for at være en fare for rigets enhed.

I indenrigspolitiske anliggender havde Bismarck dog ikke nær den samme politiske tæft som i de udenrigspolitiske. I slutningen af 1870'erne blev samarbejdet med de liberale afløst af en alliance med mere konservative kræfter, baseret på junkernes og storindustriens interesser i økonomisk protektionisme. Det konservative styre indførte i perioden 1878-90 en omfattende undtagelseslovgivning (Socialistloven), der med forbud mod foreninger, forsamlinger og publikationer rettede et hårdt, men ikke ødelæggende slag mod det unge Socialdemokrati. Den politiske undertrykkelse af socialisterne blev fra Bismarcks side fulgt op af en i samtiden meget moderne sociallovgivning; i 1880'erne indførtes således syge-, ulykkes-, alders- og invalideforsikring.

Efter Tysklands samling var Bismarcks udenrigspolitik koncentreret om at sikre den nye nationalstats eksistens i det europæiske stormagtsspil. For at undgå, at Tyskland blev indkredset af de øvrige stormagter, førte Bismarck en dygtig alliancepolitik og skabte med diplomatiske midler et system af forskellige militærforbund.

Risikoen for fransk gengældelse efter nederlaget i 1871 var et fast orienteringspunkt i denne politik. For at isolere Frankrig etablerede han i begyndelsen af 1870'erne en løsere alliance mellem Rusland, Østrig-Ungarn og Tyskland, det såkaldte Trekejserforbund, som imidlertid gik i stykker pga. modsætningerne mellem Ruslands og Østrig-Ungarns Balkanpolitik. Efter Den Russisk-tyrkiske Krig (1877-78) blev der under Bismarcks ledelse på Berlinkongressen i 1878 skabt en midlertidig ordning på Balkan. Da russerne efter pres fra bl.a. Bismarck måtte afstå nogle af de landvindinger, de havde gjort på Balkan, opstod der et modsætningsforhold mellem Tyskland og Rusland.

Året efter bandt Bismarck sig tæt til Østrig-Ungarn med en forsvarsalliance, som med Italiens tilslutning i 1882 blev til den såkaldte Tripelalliance. Det lykkedes ikke for Bismarck at få en alliance i stand med Storbritannien, men i 1881 havde han held til at forbedre forholdet til Rusland og genskabe alliancen med Østrig-Ungarn og Rusland, som blev fulgt op af en neutralitetspagt med Rusland i 1887.

Vilhelm 1.s død i 1888 indvarslede politiske forandringer. Frederik 3. døde efter kun tre måneder på tronen, og efterfølgeren Vilhelm 2.s ønske om at spille en mere selvstændig rolle i forhold til Jernkansleren resulterede hurtigt i en uløselig konflikt.

Efter næsten tre årtier som ledende tysk og europæisk statsmand indgav Bismarck sin afskedsbegæring i 1890. Den nye kejser ønskede bl.a. at føre en mere aktiv "verdenspolitik", ligesom han ønskede en mere forsonlig linje over for arbejderbevægelsen.

Udenrigspolitisk kom Bismarcks afgang til at betyde, at Tyskland ikke i samme omfang satsede på den forsigtige alliancepolitik. Efter sin tilbagetræden levede Bismarck på sit gods Friedrichsruh og skrev bl.a. sine memoirer Gedanken und Erinnerungen (1898-1901), hvori han med stort litterært talent, men med en vis mangel på historisk præcision promoverer myten om sig selv.

Opfattelsen af Otto von Bismarck har været delt mellem konservativ fremhævelse af hans fortjenester som den person, der samlede den tyske nation, og liberal og socialistisk kritik af magtmennesket, som repræsenterede den autoritære tradition i tysk politik, der førte til Hitlers nazisme.

Krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig er af mange historikere blevet set som en bekræftelse på billedet af den autoritære Bismarck, der samlede tyskerne gennem "revolution fra oven" uden medvirken af liberal-demokratiske kræfter. Både ældre og nyere forskning har dog nuanceret denne opfattelse og påpeget hans vilje til kompromis i konflikterne med Danmark og Østrig.

Ligeledes har andre opfattelser af Bismarcks politik understreget, i hvor høj grad den nye tyske nationalstat fra 1871 imødekom de liberale kræfters ønske om et demokratisk valgt parlament og liberale økonomiske reformer.

Mere nuancerede opfattelser har set Otto von Bismarck som typisk repræsentant for sin tid og understreget blandingen af traditionelle og moderne træk ved hans politik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig