Syvårskrigen, Den Preussiske Syvårskrig, traditionel betegnelse for krigen i Centraleuropa 1756-63 mellem Østrig, Frankrig, Rusland og Sverige på den ene side og Preussen støttet af Storbritannien på den anden. Sideløbende dermed udkæmpedes imidlertid kolonikrigen mellem Storbritannien og Frankrig. Denne krig udspillede sig på fire kontinenter, foruden Europa i Amerika, Afrika og Asien. Betegnelsen Syvårskrigen benyttes her om dette samlede verdensomspændende opgør, der i virkeligheden kan betegnes som en verdenskrig.

Opgøret havde rod i to oprindelig helt adskilte konflikter, nemlig Østrigs ønske om generhvervelse af Schlesien, som havde hørt til Preussen siden afslutningen af Den Østrigske Arvefølgekrig 1740-48, og den permanente strid mellem Frankrig og Storbritannien om de amerikanske kolonier. Personalunionen mellem Hannover og Storbritannien knyttede de to konflikter sammen. En fransk trussel mod Hannover kunne nemlig tvinge briterne til væsentlige indrømmelser i Amerika.

Omkring 1755 stod det derfor klart både i London og Paris, at kampen om Amerika skulle vindes i Tyskland. Denne erkendelse var afgørende for alliancerne op til Syvårskrigen. 16.1.1756 undertegnedes Westminsterkonventionen mellem Preussen og Storbritannien, hvorved Preussen mod løfte om britiske subsidier forpligtede sig til at forsvare Hannover mod et fransk angreb, hvilket fremkaldte en alliance, rettet mod Preussen, mellem Østrig og Frankrig, hvortil Rusland og Sverige siden sluttede sig.

Således omgivet af fjender besluttede Frederik 2. den Store sig til at slå først, og 29.8.1756 invaderede en veltrænet preussisk hær Sachsen. Skønt alliancen numerisk set var stærkt overlegen, var Preussens stilling ikke håbløs. Den preussiske hærs disciplin og mobilitet kom efter en indledende krise til sin fulde ret. I en række dristige, lynkrigsagtige operationer slog Frederik den Store fra 1757 sine modstandere en for en.

I Slaget ved Rossbach 5.11.1757 besejrede preusserne en overlegen fransk-tysk hær; ved Leuthen 5.12.1757 led en østrigsk hær samme skæbne. I de afgørende slag ved Liegnitz 15.8.1760 og ved Torgau 3.11.1760 blev østrigerne slået så eftertrykkeligt, at de gled ud af krigen.

I januar 1762 døde den fanatisk preusserfjendtlige russiske kejserinde Elisabeth Petrovna, og efterfølgeren, Peter 3., sluttede fred med Preussen og mæglede mellem Preussen og Sverige. Ved freden i Hubertusburg 15.2.1763 måtte Østrig indgå en fredsaftale, som betød en tilbagevenden til situationen før krigen. Schlesien forblev således preussisk, og Preussen havde endegyldigt slået sin stilling som stormagt fast.

Set fra London var forløbet en succes. Premierministeren, William Pitt d.æ., havde hele tiden ønsket franskmændene engageret på kontinentet for at skaffe ro til at besejre dem i Amerika. Dette forehavende lykkedes med den fransk-østrigske alliance 1756. Fra dette tidspunkt var briterne med deres stærke flåde klart overlegne i de oversøiske områder, selv efter at Spanien i 1762 trådte ind i krigen på fransk side.

Med den britiske erobring af Montréal i 1760 var Frankrigs stilling i Nordamerika svækket. Dertil kom, at Robert Clive med sejren over nawaben af Bengalen ved Plassey 23.6.1757 havde sikret britisk dominans i Indien.

Ved freden i Paris 10.2.1763 sikredes Storbritanniens stilling som verdensmagt. De nordamerikanske kolonier fra Florida i syd til Canada i nord kom under britisk overhøjhed, og Frankrig var fordrevet fra Indien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig