• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl 5.

Oprindelig forfatter Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Karl 5., 24.2.1500-21.9.1558, tysk-romersk kejser 1519-56, konge af Spanien 1516-56, søn af habsburgeren Filip 1. den Smukke og Johanne 1. den Vanvittige. Karl blev tidligt faderløs og opdroges af sin tante, Margrete af Østrig, i Nederlandene, hvor han i 1515 formelt overtog regeringen. Året efter blev han konge af det forenede Spanien, Neapel, Sicilien og Sardinien, og i 1519 valgtes han til tysk-romersk kejser. De østrigske arvelande overlod han i 1521 til sin yngre bror, Ferdinand 1.

Karls første regeringsår faldt sammen med den spanske erobring af Mexico 1519-21 og Peru 1532-33. Erobringen skete i hans navn og bidrog i Europa til at kaste glans over hans herskermagt. Indtægterne fra Den Nye Verden blev dog først af større betydning fra midten af 1500-t. Den fransktalende Karl var ikke populær, da han først kom til Spanien. Comunerosoprøret 1520-22, som brød ud i castilianske byer pga. Karls skatteudskrivning, blev slået ned, men da han gjorde Spanien til sin magtbase, og spansk blev hans foretrukne sprog, lykkedes det efterhånden at vinde opbakning.

Karl var den sidste kejser, der forsøgte at virkeliggøre den middelalderlige idé om det universelle monarki, dvs. at kejseren i forening med paven både åndeligt og politisk skulle forene den vestlige kristenhed. Karl så det som sin livsopgave at forsvare det kristne Europa mod osmannerne, der truede broderens lande og hærgede Spaniens og Italiens kyster, men hans regeringstid opfyldtes næsten helt af kampen mod rivalen, Frans 1. af Frankrig.

Annonce

Konflikten bundede i det gamle modsætningsforhold mellem den franske konge og de burgundiske hertuger, som Karl var efterkommer af. Den første af fire krige mellem Karl og Frans brød ud i 1521. I Slaget ved Pavia 1525 blev Frans fanget og ført til Spanien, og ved fredsslutningen året efter fik Karl det tabte Bourgogne tilbage. På fri fod nægtede Frans dog at opfylde traktaten, og krigen begyndte på ny.

Pave Clemens 7. frygtede for pavestolens magt og støttede Frans, hvorfor Karls tropper i 1527 plyndrede Rom (se Sacco di Roma). Ved den anden fredsslutning med Frans, Freden i Cambrai 1529, gav Karl afkald på Bourgogne, men fik anerkendt herredømmet i Italien. Han blev i 1530 som den sidste tysk-romerske kejser kejserkronet af paven.

Karls regeringstid var også præget af stridigheder med de tyske protestanter, men for at samle alle kræfter mod osmannerne sluttede han ved religionsfreden i Nürnberg 1532 fred med protestanterne. Han satsede på søkrig og anførte 1535 et stort anlagt spansk-tysk-italiensk flådetogt mod Tunis, hvilket dog ikke svækkede osmannerne nævneværdigt.

I 1536 angreb Frans 1. på ny og invaderede bl.a. Savoyen, der efter indgåelsen af en våbenstilstand i 1538 forblev besat. Et nyt togt mod osmannerne i 1541, denne gang rettet mod Algier, mislykkedes, og Karl måtte vende hjem efter store tab. Samtidig udbrød den fjerde krig med Frans. Karl sejrede og kunne 1544 rykke mod Paris. Ved fredsslutningen samme år opgav Frans Savoyen og gav Karl frie hænder mht. de tyske protestanter.

Ved forhandlinger i Regensburg i 1541 havde Karl forsøgt at komme overens med protestanterne, men resultatet blev forkastet af både katolikker og protestanter. Den Schmalkaldiske Krig 1546-47 blev en stor triumf for Karl. De protestantiske ledere blev taget til fange, og året efter blev protestanterne tvunget til at antage et liturgisk kompromis i katolsk ånd, det såkaldte augsburgske interim.

Men snart måtte Karl se resultaterne smuldre. Den nye franske konge, Henrik 2., indgik i en alliance med de tyske protestanter; Karl undgik kun med nød og næppe at blive taget til fange af Moritz af Sachsen, og han måtte anerkende protestanterne på lige fod med katolikkerne. Samtidig var statsfinanserne hårdt belastet af de mange krige.

Karl trak sig nu gradvis ud af politik. I 1554 afstod han sine italienske lande, i 1555 Nederlandene og i 1556 Spanien til sønnen Filip 2. Samme år overlod han kejserkronen til broderen Ferdinand 1., hvorefter han trak sig tilbage til klostret Yuste vest for Madrid. Det er omstridt, hvorfor Karl abdicerede. Meget tyder på, at han havde overvejet beslutningen allerede i 1530'erne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Sebro: Karl 5. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104308



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Karl 5. Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik