Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Würzburg

Oprindelige forfattere BiSt, KKru, Strae og UrsFu Seneste forfatter FiSoe

Würzburg, by ved floden Main i den tyske delstat Bayern; 133.800 indb. (2010). Würzburg er Unterfrankens kulturelle og økonomiske tyngdepunkt med bl.a. Julius-Maximilians-Universität Würzburg (grdl. 1582), arbejds- og socialret samt et institut for vindyrkning og gartneri.

De førende industrigrene er maskinproduktion (trykkerimaskiner) samt elektroteknik-, næringsmiddel- og beklædningsindustri. Byen har desuden flere bryggerier, trykkerier og forlag og er centrum for avlen af frankenvine. Flodhavnen sætter Würzburg i forbindelse med den store tyske vandvej Rhein-Main-Donau-kanalen.

Arkitektur og museer

Würzburg er berømt som den sydtyske baroks hovedby, og de fleste af byens bygninger og monumenter er genopført efter 2. Verdenskrigs omfattende ødelæggelser. Den ældste bro over Main (1473-1543) er smykket med helgenstatuer fra 1700-t.

Annonce

Den romanske domkirke Sankt Kilian (1000-1200-t., ombygget i barok ca. 1700) har gravmæler udført af bl.a. Tilman Riemenschneider, der virkede i Würzburg.

Blandt talrige andre kirker er den romanske Neumünster (1000-1200-t.), der ligeledes er ombygget i barok. Højt på Mains venstre bred ligger Festung Marienberg, hvis ældste dele stammer fra 1200-t.; fæstningen var residens for fyrstbiskopper og bisper indtil 1720.

Det tidligere fyrstbiskoppelige residensslot er et af de betydeligste barokslotte i Europa, opført 1720-44 af bl.a. Balthasar Neumann. Det pragtfulde trappehus har ligesom andre dele af slottet freskoer af Giovanni Battista Tiepolo, der arbejdede her med sine sønner 1750-53. I slottets kældre havde fyrstbiskopperne oplagringsplads for 1,4 mio. liter frankenvin.

Mainfränkisches Museum har til huse i Marienberg og viser middelalderskulptur, især værker af Tilman Riemenschneider; desuden ældre tysk, nederlandsk og italiensk kunst og grafik.

Det prisbelønnede Museum in Kulturspeicher blev indviet 2002 i et tidligere pakhus (fra 1904) ved Main. Museet rummer den tidligere Städtische Sammlungs værker fra 1800-t. til i dag, samt en betydningsfuld privatsamling af international konkret kunst.

Historie

Der har været keltiske og romerske bosættelser på stedet, men byen nævnes først som Wirteburch i 704. I 741 blev den bispesæde, og trods revolter fra borgerskabets side fastholdt kirken sin magt frem til 1802, da byen blev indlemmet i Bayern.

Würzburg havde en betydelig jødisk koloni, men en pogrom 23.6.1298 kostede næsten 900 jøder livet.

På grund af Würzburgs rustningsindustri, som bl.a. fremstillede radaranlæg, blev byen 1944-45 udsat for allierede luftangreb, hvor 74% af bygningerne blev ødelagt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Kirsten Kruse, Therkel Stræde, Ursula Fugmann: Würzburg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183237