Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Neubrandenburg

Oprindelige forfattere BiSt og GJen Seneste forfatter Redaktionen

Neubrandenburg, tysk by ved nordenden af Tollensee 90 km sydøst for Rostock i delstaten Mecklenburg-Vorpommern; 65.300 indb. (2010). Som regionscenter har Neubrandenburg blandet industri og uddannelsesinstitutioner.

Den indre bys restaurerede fæstningsanlæg har tre voldgrave, en 2300 m lang og 7,5 m høj ringmur, 26 håndværkerhuse bygget ind i muren og fire gotiske teglstensbyporte fra 1400-1500-t. Sankt Johannes-klosterkirken og den gotiske Sankt Maria-kirke er begge fra 1200-1300-t.; sidstnævnte fungerer som koncertsal. I digteren Fritz Reuters hus, hvor han boede 1856-63, er indrettet mindestuer.

I 1945 var Neubrandenburg udsat for omfattende ødelæggelser efter at den sovjetiske hær havde indtaget byen; omkring 80% af den gamle by blev brændt ned og ca. 600 indbyggere begik selvmord.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Gert Jensen: Neubrandenburg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=131231