Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Schaffhausen

Oprindelige forfattere BiSt, HeStr og SodeP Seneste forfatter Redaktionen

Schaffhausen, by og kanton i det nordligste Schweiz.

Kantonen Schafffhausen

Kantonen er den nordligste i Schweiz; 299 km2, 77.100 indb. (2011), hovedsagelig tysktalende protestanter. Kantonen er næsten helt omsluttet af Tyskland og ligger som den eneste hovedsagelig nord for Rhinen. Terrænet domineres af plateauområdet Randen, der fra nord i ca. 900 m højde skråner jævnt ned mod Rhinen i 400 m højde. Halvdelen af arealet er landbrugsmæssigt udnyttet, og der er en betydelig vinproduktion. Over 40% er skovklædt.

Byen Schaffhausen

Hovedstaden Schaffhausen, 34.600 indb. (2011), har et velbevaret middelalderligt bycentrum og et malerisk fæstningsanlæg, Kastell Munot, fra 1589. Den er trafikknudepunkt og en livskraftig industriby med jern- og stålindustri, kemisk industri og fremstilling af maskiner, ure og tekstiler. Byen er opstået som omladningspunkt for flodtransporten på Rhinen, hvis sejlbare løb afbrydes ved vandfaldet Rheinfall syd for byen. Rheinfall er Mellemeuropas mægtigste med en bredde på 150 m og et fald over en standhaftig bænk af jurakalk på 15-22 m. Kraften fra vandfaldet har muliggjort produktion af bl.a. kemiske produkter og aluminium.

Annonce

Byen løskøbte sig fra habsburgerne i 1415; i 1501 blev den medlem af Det Schweiziske Edsforbund. Reformationen blev indført i 1529, og i de følgende år opkøbte og underlagde byen sig det omliggende land. Landområderne blev styret af Schaffhausen med hård hånd, men i 1831 fremtvang landbefolkningen en demokratisk forfatning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Henning Strand, Anders Sode-Pedersen: Schaffhausen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=156129