• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Konrad Adenauer

Oprindelig forfatter KCLa Seneste forfatter HaAn

Konrad Adenauer.

Konrad Adenauer.

Konrad Adenauer, 5.1.1876-19.4.1967, tysk politiker, uddannet jurist, Vesttysklands første forbundskansler. Konrad Adenauer var katolik og blev i 1906 medlem af det katolske parti Zentrum. I 1906-17 var han rådmand og i 1917-33 overborgmester i Köln. I 1920-33 var han formand for det preussiske statsråd og fik stor politisk indflydelse i Weimarrepublikken.

I 1926 afviste han et forslag fra præsident Hindenburg om at blive rigskansler. Adenauers rolle i forbindelse med den såkaldte rhinlandske separatisme i begyndelsen af 1920'erne er omdiskuteret. Som katolik og rhinlænder lagde han ikke skjul på sin modvilje mod Preussen og Berlin, og efter 1. Verdenskrig gik han ind for at udskille Rhinlandet fra Preussen som en selvstændig delstat i Det Tyske Rige.

Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev Konrad Adenauer frataget sine poster. I 1934 og efter attentatet mod Adolf Hitler 20.7.1944 var han kortvarigt fængslet. Efter amerikanernes indmarch i Köln i marts 1945 blev han genindsat som overborgmester, men igen fjernet af de britiske okkupationsmyndigheder i oktober samme år.

Annonce

På trods af sin høje alder fik Adenauer en blomstrende politisk karriere efter 1945. Han var medstifter af CDU som et nyt kristeligt-socialt folkeparti, og han indgik aktivt i opbygningen af en tysk stat i de vestlige besættelseszoner.

I 1948 blev han præsident for det forfatningsgivende parlamentariske råd, 1949 indvalgtes han i Forbundsdagen, og 15.9.1949 blev han valgt til forbundskansler og leder af en koalitionsregering. Adenauer var forbundskansler indtil 1963, genvalgt tre gange — 1953, 1957 og 1961. I 1951-55 var han også udenrigsminister og 1950-66 formand for CDU.

Politisk-ideologisk fremstod Konrad Adenauer som antipreussisk og antikommunistisk. Han brød med den antivestlige linje i tysk politik, og under den kolde krig blev det hans mål at knytte Tyskland — selv hvis det kun blev en del af det — til vestmagterne og søge forståelse med dem om større tysk suverænitet.

Adenauers politik udmøntede sig 1951 i Forbundsrepublikkens optagelse i Europarådet, 1952 i deltagelse i oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, 1955 i opnåelsen af fuld tysk suverænitet og medlemskab af Den Vesteuropæiske Union og NATO.

Samme år styrkede Adenauer sin popularitet i Vesttyskland, da han under et forsoningsbesøg i Moskva havde held til at få de sidste tyske krigsfanger i Sovjetunionen frigivet og sendt hjem. Nogle af de vigtigste resultater af Adenauers politik var Vesttysklands medlemskab af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF) i 1958 og Den Fransk-tyske Venskabstraktat i 1963.

Adenauer satte vestintegrationen over genforeningen og hævdede, at kun et stærkt og vestligt bundet Tyskland kunne få Sovjetunionen med til en tysk genforening på vestlige betingelser. I 1952 afviste han Josef Stalins udspil om, at Tyskland kunne blive genforenet, hvis det til gengæld blev alliancefrit. Adenauer søgte også effektivt at isolere DDR, hvis eksistens han nægtede at anerkende.

Adenauer må tilskrives æren for den politik, der førte til Vesttysklands selvstændighed og ligeberettigede stilling blandt de øvrige vesteuropæiske lande. Indenrigspolitisk var han omdiskuteret; bl.a. blev han kritiseret for at lade gamle nazister og belastede embedsmænd fra Det Tredje Rige som Hans Globke genoptage deres karriere og virke som hans nære medarbejdere.

Konrad Adenauer førte en barsk ideologisk afgrænsningspolitik over for SPD, og hans egenrådige politiske stil — kanslerdemokratiet — måtte stå for skud. Han blev også bebrejdet sin passivitet i forbindelse med Berlinmurens opførelse i 1961.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl Christian Lammers: Konrad Adenauer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32863