Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

CSU

Oprindelige forfattere BiSt og KCLa Seneste forfatter keuner

CSU, Christlich-Soziale Union, tysk politisk parti. CSU blev oprettet i november 1945 i Bayern som et kristeligt samlingsparti og søsterparti til CDU. Partiet har siden 1949 været repræsenteret i Forbundsdagen, hvor det har et gruppesamarbejde med CDU uden dog at have mistet status som selvstændigt parti med rod i bayerske traditioner. 1949-69 og fra 1982 har CSU deltaget i alle CDU-ledede regeringer, men ifølge aftale med CDU opstiller det kun til valg i Bayern, hvor det bortset fra 1954-57 har haft regeringsmagten siden 1945. CSU regnes for mere konservativt og katolsk end CDU, og det har ofte markeret sig med selvstændige synspunkter. Under ledelse af Franz Josef Strauss, 1961-88, spillede partiet en fremtrædende rolle i tysk politik. Strauss blev som partiformand efterfulgt af Theodor Waigel 1988-99.

I 1993 overtog Edmond Stoiber posten som bayersk ministerpræsident; han blev i 1999 valgt til formand for CSU, og i kølvandet på CDUs problemer efter Helmut Kohls afgang i 1998 lykkedes det Stoiber at give CSU en mere fremtrædende plads i tysk politik. I begyndelsen af 2002 enedes CDU og CSU derfor om Stoiber som de kristelige unionspartiers kanslerkandidat til forbundsdagsvalget i september 2002. Stoiber fik dog ikke opbakning i Nord- og Østtyskland, og var ikke i stand til at vælte den SPD-ledede regering. Ved forbundsdagsvalget i september 2005 gik CSU tilbage, men kunne alligevel være med til at danne en koalitionsregering bestående af CDU/CSU og SPD.

Fra 2008 er Horst Seehofer både formand for partiet og ministerpræsident i Bayern. CSU havde i 2010 ca. 154.000 medlemmer og var dermed det tredjestørste parti i Tyskland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Karl Christian Lammers: CSU i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=59842