Under Merkel er Tyskland kommet til at spille en stærkere politisk lederrolle i Europa i dag end på noget tidspunkt siden 1945. De tre vigtigste sager med Merkel som kansler er Eurozonekrisen i relation til Grækenland, flygtninge- og migrantkrisen i EU i 2015-2016 samt corona-krisen i 2020-2021. Det er tre sager, hvor Tyskland med Merkel i spidsen – både på grund af pres udefra og på eget initiativ – har påtaget sig lederrollen, men hvor varetagelsen samtidig er foregået på meget forskellig vis.
I den første krise – eurozonekrisen – skete det ved at løfte den traditionelle tyske økonomiske filosofi, som altid havde fungeret så godt i Tyskland, op som løsningsmodel på europæisk plan. Lederskabet i denne situation var noget introvert og kortsigtet.
I den anden krise – flygtninge- og migrantkrisen – blev lederskabet under Merkel igen præget af tyske præferencer, som denne gang var skabt af den særlige tyske historie under både 2. Verdenskrig og i perioden med to tysklande. Lederskabet i denne situation var stadig overvejende introvert og uden hensyntagen, fordi man fejlagtigt antog, at et tysk idealistisk foregangslederskab ville vække applaus.
I den tredje krise – coronakrisen – har Tyskland og Merkel tilsyneladende lært lederskabslektien. Grundlaget for lederskabet er videt ud. Tyskland ofrer kortsigtet nogle ellers ret faste positioner angående fælles EU-gældsstiftelse. Omvendt er målet efter alt at dømme stadig sikringen af en tysk ordoliberal samfundsorden på mellemlangt og langt sigt i Den europæiske Union. Undtagelsen herfra er kun en engangsforeteelse, og den sker kun, fordi et vigtigere mål om sikringen af samfundsordenen dermed garderes.
Angela Merkel havde forud for forbundsdagsvalget i september 2021 meddelt, at hun ville træde tilbage som forbundskansler. Kandidat til posten fra CDU/CSU var Armin Laschet. Han tabte imidlertid til Olaf Scholz fra SPD, som overtog posten som forbundskansler efter Merkel i december 2021.
Efter sin afgang fra kanslerposten har Merkel været udsat for kritik for at have været alt for naiv i sine udenrigspolitiske relationer til Rusland. Hun har ikke svaret klart igen herpå.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.