Juniopstanden 1953

I 1952 havde det socialistiske enhedsparti SED besluttet at opbygge grundlaget for socialisme i DDR. Det medførte økonomiske stramninger. Opstanden blev udløst af disse stramninger, der bl.a. indebar en 10 procent forhøjelse af arbejdsnormerne så der skulle ydes mere for samme løn og det medførte dermed nedgang i reallønnen.

Opstanden begyndte som strejke blandt bygningsarbejdere på Stalin Allee i Østberlin. Der blev demonstreret foran Haus der Ministerien i Østberlin, hvor regeringen holdt til. Strejker og protestmøder bredte sig og udviklede sig til en landsdækkende protest med krav om regeringens afgang og afholdelse af frie valg. Det anslås, at mere end 200.000 arbejdere, funktionærer og andre deltog.

Det socialistiske styre var rystet over begivenhederne og syntes at vakle. Den østtyske regering søgte tilflugt i det sovjetiske militære hovedkvarter i Karlshorst.

Da de østtyske myndigheder viste sig ude af stand til at standse opstanden, skred den sovjetiske besættelsesmagt ind. Østberlin og andre storbyer blev sat i undtagelsestilstand, og opstanden blev nu nedkæmpet med militære midler. Ca. 50 mennesker menes at være blevet dræbt, mens over 1.000 blev anholdt og 21 såkaldte kontrarevolutionære henrettet. Mange østtyskere flygtede over sektorgrænsen til Vestberlin.

I Vesttyskland blev den 17. juni herefter fejret som national enhedsdag, Tag der deutschen Einheit, og oprøret fik endda opkaldt en gade i Vestberlin, Strasse des 17. Juni efter sig.

• DDR