Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Berlin - (Historie - fra 1945 og frem)

Oprindelige forfattere BiSt og KCLa Seneste forfatter Redaktionen

Berlin. En fortrop fra Den Røde Hær planter det russiske flag med hammer og segl over den sønderskudte rigsdagsbygning i Berlin. Foto fra 1945.

Berlin. En fortrop fra Den Røde Hær planter det russiske flag med hammer og segl over den sønderskudte rigsdagsbygning i Berlin. Foto fra 1945.

Berlin blev erobret af Sovjetunionen i Slaget om Berlin fra 16. april til 2. maj 1945, og symbolsk hejstes den røde fane på Brandenburger Tor. Mere end halvdelen af byen var ødelagt og indbyggertallet faldet til under 3 mio.

De allierede magter havde i London i oktober 1944 aftalt, at Berlin skulle opdeles i tre, senere fire sektorer og holdes besat. Dette blev stadfæstet med Firemagtsaftalen 5. juni 1945, hvorefter USA, Storbritannien og Frankrig rykkede ind i de tre vestsektorer, mens de sovjetiske tropper trak sig tilbage til den østlige sektor. I efteråret 1945 blev der indgået aftaler om adgangsveje og om tre luftkorridorer mellem Berlin og zonerne i Vesttyskland.

Den allierede "Høje Kommandantur", oprettet 11. juli 1945 med sæde i Zehlendorf i den amerikanske sektor, bestod af de fire allierede magters kommandanter og blev øverste regeringsorgan for Berlin. Kommandanturen ophørte med at fungere i juni 1948, da russerne trak sig ud.

Annonce

Derefter var fællesskabet faktisk begrænset til bevogtning af de fængslede nazistiske krigsforbrydere i Spandaufængslet, hvilket ophørte med Rudolf Hess' død i 1987. Men forestillingen om Berlin som et fælles ansvar blev opretholdt og gav statsborgere og militær fra de fire allierede stater ret til at færdes overalt. Den 13. august 1946 udstedte den allierede kommandantur en foreløbig forfatning for Storberlin, og der blev afholdt valg 20. oktober 1946; O. Ostrowski fra SPD blev valgt til overborgmester.

Berlin. Under russernes blokade af Berlin i 1948-49 blev befolkningen i Vestberlin forsynet ad luftvejen. En luftbro med undertiden over 1000 flyvninger i døgnet bragte forsyningerne frem til de tre lufthavne Gatow, Tegel og Tempelhof. Her ses amerikanske transportfly, hvis last af levnedsmidler er ved at blive losset over på ventende lastbiler for derefter at skulle køres ud til fordelingsstederne. I næsten 11 måneder holdt luftbroen liv i Berlin.

Berlin. Under russernes blokade af Berlin i 1948-49 blev befolkningen i Vestberlin forsynet ad luftvejen. En luftbro med undertiden over 1000 flyvninger i døgnet bragte forsyningerne frem til de tre lufthavne Gatow, Tegel og Tempelhof. Her ses amerikanske transportfly, hvis last af levnedsmidler er ved at blive losset over på ventende lastbiler for derefter at skulle køres ud til fordelingsstederne. I næsten 11 måneder holdt luftbroen liv i Berlin.

Under Berlinblokaden fra juni 1948 fuldbyrdedes Berlins politiske deling, således at byen administrativt blev delt i to. I november 1948 konstituerede en magistrat sig i Østberlin, der med kommunisten Friedrich Ebert som overborgmester regerede fra det gamle rådhus. Magistraten blev anerkendt af Sovjetunionen, der dermed forhindrede et fælles valg i hele Berlin.

I december 1948 blev socialdemokraten Ernst Reuter overborgmester i Vestberlin og tog sæde i Schöneberg Rådhus. I 1948 grundlagdes et nyt universitet i Vestberlin, Freie Universität Berlin, som i 1960'erne blev et af centrene for det internationale ungdomsoprør.

Berlin forblev formelt under allieret styre, efter at de to tyske stater var blevet oprettet i 1949.

Vestberlin med over 2,1 mio. indbyggere havde efter 2. Verdenskrig en kompliceret forfatningsmæssig stilling. Den fik egen forfatning i 1950, men stod under vestallieret styre, hvilket begrænsede vesttysk lov. Byen måtte ikke regeres fra Bonn, den vesttyske forfatning gjaldt kun med begrænsninger, og de vestberlinske parlamentsmedlemmer havde ikke stemmeret i Forbundsdagen. Alligevel var Vestberlin del af den vesttyske retslige, økonomiske, monetære og sociale orden og efter vestallieret accept del af EF.

Berlin. Byens vestlige del blev efter 2. Verdenskrig en ø i det sovjetisk beherskede Østeuropa. En række kriser udsprang af Sovjetunionens bestræbelser på at få vestmagterne presset ud. I 1948 blokerede USSR i næsten 11 måneder adgangsvejene til Vestberlin, og i 1958 kom den sovjetiske leder Khrusjtjovs Berlinultimatum, som krævede vestmagterne ud inden seks måneder. Opførelsen af Berlinmuren i 1961 udløste ny spænding og blev mødt med international protest.  Med forbundskansleren ser alle tyskere med bekymring på deres hovedstad.

Berlin. Byens vestlige del blev efter 2. Verdenskrig en ø i det sovjetisk beherskede Østeuropa. En række kriser udsprang af Sovjetunionens bestræbelser på at få vestmagterne presset ud. I 1948 blokerede USSR i næsten 11 måneder adgangsvejene til Vestberlin, og i 1958 kom den sovjetiske leder Khrusjtjovs Berlinultimatum, som krævede vestmagterne ud inden seks måneder. Opførelsen af Berlinmuren i 1961 udløste ny spænding og blev mødt med international protest. Med forbundskansleren ser alle tyskere med bekymring på deres hovedstad.

Vestberlinerne nød godt af visse begunstigelser. De var fritaget for værnepligt, fik løn- og huslejetilskud, og byen blev kraftigt økonomisk støttet. Vestberlin udviklede sig industrielt og økonomisk og blev et "udstillingsvindue" mod øst.

Indtil 1975 var SPD det største parti; derefter blev det CDU, og i 1981 blev den første overborgmester fra CDU valgt.

Østberlin med 1,1 mio. indbyggere blev Østberlin 1949 DDRs hovedstad, hvilket dog ikke blev anerkendt af vestmagterne. Det blev det derimod af Sovjetunionen under forbehold af de forpligtelser, der fulgte af de internationale aftaler, som var indgået om Tyskland som helhed.

Østberlin blev 1954-67 regeret af en SED-ledet enhedsmagistrat. DDR og Sovjetunionen stræbte efter at få løst Østberlin fra dens firemagtsstatus. I 1981 blev der for første gang afholdt direkte valg til Folkekammeret.

Østberlin blev gradvis udbygget til DDRs politiske, forvaltningsmæssige og ideologisk-kulturelle centrum; byen var sæde for regering og parlament og var tilsvarende arkitektonisk og økonomisk "udstillingsvindue" mod vest.

Berlin forblev med sin beliggenhed midt i DDR brændpunkt under den kolde krig, men også flugtvej for mange af de ca. 3 mio. østtyskere, der flygtede, da sektorgrænsen mellem øst og vest forblev åben. Situationen var kritisk den 17. juni 1953, da sovjetiske tropper knuste en østtysk opstand (Juniopstanden), og igen i 1958, da Sovjetunionen krævede vestmagterne ud af byen.

I begyndelsen af Berlinmurens levetid kunne man vinke til pårørende over muren, siden blev det vanskeligt på grund af afstand og problemer med at bevare de tætte relationer.

I begyndelsen af Berlinmurens levetid kunne man vinke til pårørende over muren, siden blev det vanskeligt på grund af afstand og problemer med at bevare de tætte relationer.

En ny krise opstod i august 1961, da DDR lukkede sektorgrænsen med Berlinmuren.

Derefter var Vestberlin omgivet af en mere end 150 km lang mur, der isolerede byen, men også fremtvang aftaler mellem øst og vest for at lette vestberlinernes besøg i Østberlin.

Den første passerseddelaftale blev indgået 1963 og gav vestberlinerne begrænset adgang til Østberlin i julen. Den blev fulgt op af lignende aftaler. I begyndelsen af 1970'erne førte firemagtsforhandlinger til Berlinaftalen, der fastslog status quo, sikrede Vestberlins stilling og lettede forbindelserne mellem vest og øst.

Muren faldt 9. november 1989, og det allierede styre ophørte 12. september 1990, hvorefter de allierede besættelsesstyrker forlod Berlin; de sidste i 1994.

Efter Genforeningen

Murens fald gav fri adgang mellem de to adskilte bydele, og i 1990 blev de lagt sammen. Berlin blev en selvstændig delstat, som efter valget december 1990 regeredes af en koalition af CDU og SPD.

Om aftenen 9.11.1989 lod de østtyske grænsevagter Berlinmuren åbne, og det blev begyndelsen til enden på et selvstændigt DDR. I dagene derefter blev der åbnet nye grænseovergange for de mange, der ønskede at besøge Vestberlin, som her i nærheden af Potsdamer Platz, hvor vestberlinere 11/11 kunne se østtyske grænsevagter nedbryde en sektion af muren for at åbne et nyt overgangssted mellem Øst- og Vestberlin.

Om aftenen 9.11.1989 lod de østtyske grænsevagter Berlinmuren åbne, og det blev begyndelsen til enden på et selvstændigt DDR. I dagene derefter blev der åbnet nye grænseovergange for de mange, der ønskede at besøge Vestberlin, som her i nærheden af Potsdamer Platz, hvor vestberlinere 11/11 kunne se østtyske grænsevagter nedbryde en sektion af muren for at åbne et nyt overgangssted mellem Øst- og Vestberlin.

Med genforeningen blev Berlin igen Tysklands hovedstad, og Forbundsdagen besluttede i juni 1991, at Berlin på ny skulle være regeringssæde, og væsentlige dele af Forbundsrepublikkens centraladministration overflyttes fra Bonn. I 1999 afholdt den tyske Forbundsdag sit første møde i den ombyggede Rigsdagsbygning.

1.1.2001 trådte en forvaltningsreform i kraft, der medførte en omstrukturering af Berlins administrative opbygning. De hidtil eksisterende 23 Stadtbezirke (kommuner) blev erstattet af 12 befolkningsmæssigt lige store Bezirke.

Berlin har efter genforeningen og overflytningen af regeringsfunktionerne til byen ikke opnået den fremgang, der var forventet. Befolkningstallet er (2005) stagnerende, og byen er kommet ud i alvorlige økonomisk-finansielle vanskeligheder.

De var hovedforklaringen på, at den regerende koalition mellem CDU og SPD brød sammen. I sommeren 2001 trak SPD sig ud af samarbejdet med CDU i delstatsregeringen, og et flertal med Die Grünen og PDS valgte Klaus Wowereit (f. 1953) (SPD) til ny regeringschef.

Peter Eisenman. I forgrunden nogle af de betonblokke, som udgør mindesmærket for holocaust, indviet 2005. I baggrunden Rigsdagsbygningens kuppel, th. statuegruppen øverst på Brandenburger Tor. Fotografi fra 2005.

Peter Eisenman. I forgrunden nogle af de betonblokke, som udgør mindesmærket for holocaust, indviet 2005. I baggrunden Rigsdagsbygningens kuppel, th. statuegruppen øverst på Brandenburger Tor. Fotografi fra 2005.

I efteråret 2001 blev der udskrevet valg i utide til byens parlament, Abgeordnetenhaus, og resultatet af valget blev en sejr til SPD, fremgang for PDS og stor tilbagegang for CDU.

Efter lange forhandlinger kunne der i slutningen af året dannes et nyt senat bestående af SPD og PDS med Klaus Wowereit som regeringschef. Valget afslørede i øvrigt, at Berlin politisk stadig var delt, idet næsten halvdelen af de østberlinske vælgere stemte på PDS.

Læs om Berlins historie frem til 1945.

Læs mere om Berlin.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, Karl Christian Lammers: Berlin - (Historie - fra 1945 og frem) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46094