Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jörg Haider

Oprindelige forfattere BiSt og JTL Seneste forfatter Redaktionen

Jörg Haider, 26.1.1950-11.10.2008, østrigsk politiker. Haider var 1986-2000 leder af det højreradikale Freiheitliche Partei Österreichs, FPÖ, og i perioder fra 1979 var han medlem af Nationalrådet; desuden 1989-91 og igen fra 1999 Landeshauptmann for delstaten Kärnten. Han skabte sig sin position ved en dynamisk lederstil og skarp kritik af FPÖs regeringskoalition med SPÖ i 1980'erne. FPÖ dannede 2000 regering med Österreichische Volkspartei under ledelse af Wolfgang Schüssel; Haider blev dog ikke medlem af regeringen. Under indtryk af de kraftige internationale reaktioner på FPÖs regeringsdeltagelse holdt han sig i baggrunden. Haiders åbenlyse tilnærmelser til nazistiske kredse har flere gange udløst skandaler, men ikke svækket hans popularitet. Haider forlod FPÖ i 2000 og blev i 2005 medlem af det nydannede parti Bündnis Zukunft Österreich (BZÖ). Blot et par uger efter at BZÖ i 2008 vandt 11% af stemmerne ved parlamentsvalget, omkom han ved et biluheld.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birgit Stöber, John T. Lauridsen: Jörg Haider i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=87997