• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Andreas Hofer

Oprindelig forfatter FTS Seneste forfatter Redaktionen

Østrig. Folkeligt træsnit fra 1809, der viser den tyrolske frihedshelt Andreas Hofer under Guds beskærmende øje (øverst tv.). Tyrol blev under Napoleonskrigene afstået til Bayern. Hofer ledede en væbnet modstandskamp, som i 1809 førte til to fransk-bayerske nederlag ved Iselbjerget nær Innsbruck. Da Østrig ved forhandlingsbordet alligevel opgav Tyrol, fortsatte Hofer kampen og blev 1810 henrettet af franskmændene. Først i 1814 blev Tyrol atter del af Østrig.

Andreas Hofer, 1767-1810, tyrolsk frihedshelt. Andreas Hofer, der oprindelig var krovært, blev i 1797 udnævnt til kaptajn i den tyrolske folkestorm.

Han ledede forberedelserne til en opstand, efter at Frankrig i 1805 havde overladt Tyrol til Bayern. I 1809 forhandlede han hemmeligt i Wien om en østrigsk støttet opstand, og samme år vandt han de første militære sejre over bayrerne.

Bayern trak sig ud af Tyrol efter Slaget ved Iselbjerget ved Innsbruck i maj, men snart måtte Østrig atter opgive området; en ny sejr ved Iselbjerget i august var Hofers største triumf, men alligevel opgav Østrig Tyrol ved Freden i Schönbrunn i oktober.

Annonce

Andreas Hofer fortsatte kampen, men blev fanget af franskmændene og på Napoleons ordre skudt efter en standret i Mantova. Hofer har siden stået som sindbilledet på tyrolsk og østrigsk hjemstavnskærlighed og frihedsvilje. Den folkelige vise "Zu Mantua in Banden ..." priser ham.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Flemming Talbo Stubkjær: Andreas Hofer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92207