Hannover (hertug- og kongedømme)

Hannover, hertug- og kongedømme, hvis historie kan føres tilbage til 1500-t., da hertugdømmet Braunschweig-Lüneburgs besiddelser blev delt mellem forskellige linjer af slægten Welf.

I 1636 forlagde hertug Georg (1582-1641) residensen til byen Hannover, som efterhånden kom til at give navn til hertugdømmet, selvom det officielt hed Braunschweig-Lüneburg frem til 1814.

Hertugen skiftede flere gange side under Trediveårskrigen, og ved Den Westfalske Fred i 1648 tilfaldt bispedømmet Osnabrück Hannover.

Hertug Ernst August erhvervede i 1692 kurfyrsteværdigheden til Hannover og havde allerede i 1658 gennem sit ægteskab med kong Jakob 1. Stuarts datterdatter banet vej for, at slægten Hannover kunne komme på den britiske trone.

I 1714 blev kurfyrst Georg Ludwig britisk konge som George 1., og indtil 1837 blev personalunionen med Storbritannien afgørende for Hannovers historie, idet Storbritanniens fjender både under krigene i 1700-t. og under Napoleonskrigene forsøgte at ramme dets besiddelser på kontinentet.

Under Napoleonskrigene kæmpede hannoveranerne mod Frankrig og i 1807 blev Hannover delt mellem Frankrig og det fransk kontrollerede kongedømme Westfalen.

Ved Wienerkongressen i 1814-15 ophøjedes Hannover til et kongerige, som blev selvstændigt i 1837, da personalunionen med Storbritannien ophævedes.

I Den Preussisk-østrigske Krig i 1866 var Hannover på østrigsk side og blev efter nederlaget indlemmet i Preussen som preussisk provins. Den hannoveranske selvstændighedstrang var dog stadig stærk og kom bl.a. til udtryk gennem det tysk-hannoveranske parti, der eksisterede helt frem til 1933.

Efter 2. Verdenskrig blev Hannover en del af den britiske besættelseszone og forenedes i 1946 med landene Braunschweig, Oldenburg og Schaumburg-Lippe til den nye delstat Niedersachsen, der i 1949 indgik i Forbundsrepublikken Tyskland.