Chełmno, ty. Kulmhof, tysk udryddelseslejr i det centrale Polen nær Łódż, oprettet i oktober-november 1941 og i funktion til marts 1943 samt igen fra april 1944 til januar 1945; mindst 225.000 mennesker myrdedes her. Selve hovedlejren indrettedes i en ældre herregårdslignende bygning, hvor fangerne transporteredes direkte til. Et stykke fra hovedlejren i et skovområde etableredes desuden simple kremeringsfaciliteter, hvor ligene brændtes på store udendørs ligbålsriste. Chełmno var den første tyske lejr, der alene havde masseudryddelse af jøder som formål. Ofrene, hvoraf det store flertal var polske jøder, blev ved ankomsten beordret til at afklæde sig og derefter gennet ned gennem kælderen. Herfra blev de ledt direkte ind i en ventende lastbil, der var indrettet som et mobilt gaskammer, hvorefter ofrene blev dræbt vha. udstødningsgassen fra selve lastbilen.

Arkæologer har bl.a. fundet resterne af skrædder- og skomagerværktøj i kælderrummene af herregårdsbygningen, hvoraf der i dag blot findes resterne af bygningens fundament. I kælderrummene blev jødiske skræddere og skomagere holdt fanget for at fremstille unifomer og sko. Omkring selve herregårdsbygningen er desuden fundet flere affaldsgruber hvor ofrenes personlige ejendele som tøj, sko, fotografier, smykker m.m., blev gravet ned. Se også udryddelseslejr, koncentrationslejr, kz-arkæologi og holocaustarkæologi.

For byen, se Chełmno.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig