Gustav Stresemann, 1878-1929, tysk politiker og økonom. Gustav Stresemann var 1907-12 og 1914-18 liberalt rigsdagsmedlem. 1919-29 var han rigsdagsdeputeret for Deutsche Volkspartei, fra 1920 som rigsdagsgruppens leder.
Gustav Stresemann var under 1. Verdenskrig modstander af en kompromisfred, mens han indenrigspolitisk ønskede en liberal, demokratisk forfatning. Efter det tyske krigsnederlag ønskede han en realpolitisk udenrigspolitik.
Som rigskansler og udenrigsminister i 1923 afsluttede han konflikten med Frankrig om Ruhrbesættelsen og om krigsskadeserstatningerne. 1923-29 forblev Stresemann udenrigsminister i skiftende regeringer og repræsenterede således "forståelsespolitikkens" kontinuitet.
Stresemann spillede en afgørende rolle for Locarnopagten i 1925 og for Tysklands indtræden i Folkenes Forbund i 1926. Samme år fik han sammen med A. Briand Nobels Fredspris.
Mens Gustav Stresemann søgte en forståelse med vestmagterne, især Frankrig, forfulgte han i forholdet til Sovjetunionen en taktisk præget neutralitetspolitik. Hans død svækkede samarbejdets kræfter i tysk politik såvel inden- som udenrigspolitisk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.