USPD, Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands, tysk socialistisk parti, stiftet 1917 som udbryderparti fra SPD som reaktion på dettes samarbejdspolitik under 1. Verdenskrig. Efter Novemberrevolutionen 1918 deltog USPD i revolutionsregeringen sammen med SPD. USPD var knyttet til de revolutionære arbejder- og soldaterråd og søgte at slå bro mellem de reformistiske og de revolutionære strømninger i arbejderbevægelsen. Efter at partiets radikale fløj i 1921 tilsluttede sig KPD, blev den moderate fløj i 1922 genforenet med SPD.