Karl Frederik, Karl Friedrich, 22.11.1728-11.6.1811, fra 1803 kurfyrste og fra 1806 storhertug af Baden. Karl Frederik blev 1738 markgreve af Baden-Durlach og arvede 1771 Baden-Baden, hvorved Baden blev samlet. Under Revolutions- og Napoleonskrigene støttede han sig til Napoleon, og i 1806 indtrådte han i Rhinforbundet og mangedoblede derved sine besiddelser. Karl Frederik gennemførte flere reformer i oplysningstidens ånd og under indflydelse af de franske fysiokrater; han forbød brug af tortur i 1767, udviklede et pensions- og forsikringsvæsen, grundlagde gejstlige og verdslige læreanstalter og ophævede i 1783 livegenskabet.