Den Tyske Bondekrig er betegnelsen for en række folkelige opstandsbevægelser fra 1524 til 1526 i Syd- og Midttyskland og Tyrol. Bønderne havde gennem flere år indgået hemmelige forbund, der blev betegnet "Bundschuh", idet bondeskoen under senmiddelalderens sociale spændinger blev et politisk symbol, modsætningen til den adelige spore.

Faktaboks

Også kendt som

Bondekrigen (tidligere betegnelse)

Talrige opstande fandt sted i 1500-tallets begyndelse især i Alpe- og Rhinegnene tæt på de frie kantoner i Schweiz. I modsætning til opstandene forud for reformationsperioden, som havde været regionale og helt lokale, blev begivenhederne i 1524-1526 af national karakter; og der var slet ikke tale om 'bonde-opstande'. Allerede en samtidig iagttager, markgreve Kasimir af Brandenburg-Ansbach, bemærkede i et brev af 9. april 1525, at 'bondeopstanden' først og fremmest var et byfænomen. Det er lidt overdrevet, men understreger, at der ikke udelukkende var tale om en 'bondekrig'. Revolutionen i 1525 var med sikkerhed både et by- og et landfænomen.

I den revolutionære tradition helt frem til 1517 blev Luthers stormangreb på den gamle kirke af mægtig virkning, ligesom kejser Karl 5.s fravær befordrede en almen usikkerhed, og i utallige flyveskrifter dukkede krav om radikale samfundsreformer op.

I februar-marts 1525 samledes bønderne i væbnede skarer nord for Bodensøen. På et møde i Memmingen valgte bønder fra hele Schwaben og borgere fra omliggende byer en fælles ledelse med en smed, Ulrich Schmid, i spidsen. Bevægelsens penneførere blev teologen Christoph Schaeppeler og en bibelkyndig buntmager, Sebastian Lotzer, der sammen formulerede dens programskrift, De 12 Artikler. Forfatteren af de afgørende dele af artiklerne var Christoph Schaeppeler. På evangelisk grundlag fordredes tiendereduktion, frit præstevalg, regler for jagt og skove, livegenskabets ophævelse, nedsat hoveri, landgildelettelser og bedret retssikkerhed. Det helt afgørende var kravet om frit præstevalg, en menigheds ret til uden indblanding ude fra at vælge sin egen præst Skriftet blev på meget kort tid trykt over næsten hele Tyskland og fik en enorm mobiliserende virkning. Her var i egentlig forstand tale om revolutionære krav, hvis virkeliggørelse ville have betydet et helt nyt samfund. Men i forhold til revolutionens mest radikale programskrifter var De 12 Artikler dog moderate. Det er tydeligt, hvis man sammenligner med "Artikelbrevet", som formentlig stammer fra slutningen af april el. begyndelsen af maj 1525.

Fra Schwaben spredtes opstanden snart til Franken og Thüringen. I Württemberg stormede bønderne i april den befæstede by Weinsberg og henrettede de adelige indbyggere; klostre og herresæder blev plyndret, og i maj blev kurfyrsten af Pfalz presset til at gøre indrømmelser. Ærkestiftet Mainz måtte ligefrem i kurfyrstens fravær indtræde i bøndernes forbund og acceptere De 12 Artikler. Midt i maj trådte bondeparlamentet i Heilbronn sammen; det var sat i scene af bondekrigens største politiske begavelse, Wendel Hipler, der var kurpfalzisk landskriver.

Da var fyrsternes modangreb sat ind. Under Georg Truchsess von Waldsburg slog Det Schwabiske Forbunds hær de württembergske og frankiske bønder i april-juni. Bønderne i Elsass, Hessen og Thüringen, hvor opstanden kun havde varet en måned, blev slået i maj af fyrstehære, hvis vigtigste var landgreven af Hessens hær, og de pfalziske i juni. I Thüringen havde reformatoren Thomas Müntzer været en art 'chefideolog' for oprørerne med centrum i byen Mühlhausen Thüringen. I DDR blev Müntzer kaldt "bondefører" og militær leder af Thüringer-opstanden. Det var han ikke. Han havde intet begreb om militærvæsen, men så opstanden som Herrens redskab i kampen mod de gudløse fyrster. Trods hans opildnende prædikener led oprørshæren 15. maj 1525 ved den lille by Frankenhausen et katastrofalt nederlag. Mens fyrstehærene kun led meget få tab, blev omkring 5000 oprørere brutalt nedslagtet og Müntzer taget til fange, tortureret og henrettet den 27. maj 1525 uden for Mühlhausen.

De mange talstærke bondehære savnede enhed, organisation og ikke mindst moderne våben. Revolutionen havde lidt de afgørende tilbageslag, da Luther i det andet af sine skrifter mod oprørerne, det berygtede skrift Mod bøndernes røveriske og morderiske bander vendte sig imod den. Da Luthers skrift udkom var nemlig de fleste opstande allerede nedkæmpet. De tyske bønder og småborgere måtte bøje sig for den sejrende fyrstemagt som ubestridt øvrighed. Deres politiske og sociale selvbevidsthed gik tabt for en længere periode.

I Danmark udbrød samtidig et bondeoprør i Skåne, dog næppe inspireret af Den Tyske Bondekrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig